Som vi kunne fortælle i forrige uge, arbejder Volkswagen på en ny proces til massefremstilling af elbilbatterier. En batteriteknologi, der skal være med til at sikre billigere elbiler. Nu har tyskerne delt flere detaljer om, hvorfor de kalder det for en ”gamechanger”-teknologi til produktion af battericeller.
For ud over at kunne spare 30 procent i energi, kan den såkaldte dry coating-proces, på dansk tørbelægning, nemlig også gøre pladsbehovet i fabrikkerne mindre. Dermed kan VW’s batteridatterselskab, PowerCo, spare for millioner af kroner i produktionsomkostninger.
Det helt store gennembrud i produktionen, er at den våde belægning på batterielektroder udskiftes med et pulvermateriale i stedet. Den nye procedure gør det muligt at presse pulverbasismaterialerne direkte på folie, på samme måde som ved en trykningsproces. Det overflødiggør en omkostningstung tørringsproces, der estimeres at stå for 30 procent af energien under produktionen.
Volkswagen fortæller yderligere om processen:
“Pulverbelægningen kan påføres folien på en ekstremt fin og jævn måde, så det lag, man opnår, har cirka samme tykkelse som et hår. Det sikrer en fremragende pladsmæssig energitæthed og en lang levetid, mens batteriets lynopladningsegenskaber samtidig forbedres.”
PowerCo har allerede haft succes med den nye batteriteknologi i lille skala. Nu har de indgået en aftale med den tyske specialistvirksomhed inden for trykkerimaskiner, Koenig & Bauer AG, der skal udvikle en rullepresse i industriel skala til formålet.
Sammenlignes med solid state-teknologien
Ud over at spare penge på tørringsprocessen, reducerer tørbelægningsprocessen også pladsbehovet i fabrikken med 15 procent. For hver bygningsblok på en almindelig gigafactory med en produktionskapacitet på 20 GWh kan man spare fire parallelle belægning- og tørrelinjer, hvilket svarer til et område på 7.000 kvadratmeter.
“Det manglende behov for driften af de energiintensive tørreovne og udsugningsanlæg vil spare energi svarende til det årlige forbrug i 40.000 private husholdninger,” fortæller Volkswagen.
– Tørbelægning er for produktionen, hvad faststofcellen er for produktet – en vaskeægte gamechanger. Hvis den skaleres med succes, vil den give os en unik position på markedet. Ligesom den vil give os klare konkurrencemæssige fordele, siger Frank Blome, som er CEO hos PowerCo.