Et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale og Enhedslisten er klar til at indføre særskat for internationale tech-giganter, der opererer i Danmark. Håbet er, at skatten kan indføres på EU-niveau, men hvis det ikke lykkes, er Danmark klar til at gå enegang, siger Socialdemokratiets finansordfører.
– Det er vores ambition at indføre en skat på tech-giganter, og vi ser gerne, at det indføres som et internationalt samarbejde i EU, men vi er villige til at gå selv, hvis der ikke kan findes en løsning, siger Socialdemokratiets finansordfører Christian Rabjerg Madsen til Information.
Allerede tilbage i juli måned advarede Statsminister Mette Frederiksen om, at hun var villig til at “gå hele vejen” for at få tech-giganter som Google, Amazon, Facebook og Apple til at lægge flere penge i statskassen. Det gjorde hun i forbindelse med, at Frankrig som det første EU-land gik enegang og indførte særskat – den såkaldte Gafa-skat.
Den franske skat betyder at virksomheder, der har en global omsætning på mere end 750 millioner euro og 25 millioner euro i Frankrig, skal betale en skat på 3 procent af indtægterne på digitale tjenester i Frankrig.
Også England, Italien, Spanien og Østrig har tilkendegivet, at de er klar til at indføre Gafa-skatten, hvis ikke der findes en fælles EU-løsning.