Ti medlemslande stemte fredag for at indføre told på elbiler fremstillet i Kina. Den såkaldte kinatold. Dermed er der flertal for at indføre tolden – hvis altså EU vælger at gøre det. For endnu engang udsættes den endelige beslutning i håbet om, at der kan forhandles en aftale hjem. Deadline hedder nu ultimo oktober.
Det oplyser EU i en kort pressemeddelelse. Selve afstemningen var hemmelig, så det oplyses ikke, hvem der stemte for, og hvem der undlod at stemme. Men ti stemte altså for, mens 12 lande valgte at undlade at stemme.
Afstemningen er en raslen med sværdet i EU’s forhandlinger med Kina – og der er fortsat ingen garanti for, at der indføres kinatold. Nu kan forhandlerne blot bruge afstemningens resultat til at true kineserne. Det fremgår også af pressemeddelelsen, at forhandlingerne fortsætter.
“Samtidig fortsætter EU og Kina med at arbejde hårdt for at udforske en alternativ løsning, som skal være fuldt WTO-kompatibel, passende til at imødegå den skadelige subsidiering, der er konstateret i Kommissionens undersøgelse, samt være mulig at overvåge og håndhæve”.
EU har indtil den 30. oktober til at finde en “fredelig” løsning med kineserne. En situation, der må glæde den tyske bilindustri, der kæmper indædt mod tolden af frygt for en handelskrig mod Kina.
På denne dato skal der offentliggøres en såkaldt gennemførelsesforordning fra Komissionen, der indeholder de endelige resultater af den undersøgelse af kinesiske statssubsidier, der blev sat i værk tidligere i år.
Lykkes det ikke EU og Kina at indgå en aftale, kommer der en straftold på op til 36,5 procent på biler, der produceres i Kina. Det er oven i de 10 procent told, der i forvejen er lagt på bilerne.
Læs mere om Kinatold: