Mobil og tablets

Første danske anmeldelse: HTC U12+

HTC U12+ er en lækker topmodel med virkelig god lyd og et fremragende kamera.

Tag HTC U12+ i hånden, så er du ikke i tvivl om, at den er bagt med kærlighed. Den har imponerende specifikationer, et unikt design i lækre materialer, virkelig god lyd, en rasende hurtig processor og et kamera, der er blandt de bedste, vi nogensinde har set. Men den ene feature, der skal få HTC U12+ til at adskille sig fra konkurrenterne – klemmebetjeningen Edge Sense – virker mest af alt som en overflødig gimmick.

Undgår notchen

I modsætning til Huawei og OnePlus er HTC gået uden om ”notch”-designet. U12+ har en tykkere ramme både over og under skærmen, men i min optik er det nærmest befriende, at HTC ikke hopper med på trenden. Og de har alligevel formået at lave en virkelig lækker telefon med en stor skærm – og fået plads til hele to kameraer på fronten. Mere om dem senere.

 

Bortset fra den tynde kant rundt om telefonen, er U12+ pakket ind i glas; på bagsiden er der brugt en speciel 3D-lags-teknik, der giver den et særligt ”bling”-udseende, når man vipper telefonen i lyset. HTC har altid lavet lækre telefoner og U12+ er ingen undtagelse. Om end den er en kende glat, så føles den utrolig lækker i hånden.

HTC har også fjernet de mekaniske knapper, så både tænd/sluk- og volumen-knapperne er interaktive på samme måde som Hjem-knappen på en iPhone; en lille vibration giver indtryk af, at man trykker knappen ind, men i virkeligheden bevæger den sig overhovedet ikke. Effekten er ikke gevaldigt overbevisende, men den fungerer.

 

Den hurtigste knallert på havnen

HTC har valgt at gå uden om OLED og holde fast i sin Super LCD-teknologi til skærmen. Det betyder, at den ikke har samme dybe sorte, som sine konkurrenter – og så bliver skærmen lige et nøk for mørk, når man tilter den lidt til siden i stedet for at kigge direkte på den. Når det er sagt, så er det en virkelig lækker skærm med flotte farver; i særdeleshed hvis man beholder farveprofilen på DCI-P3, der godt nok er lidt hårdere ved batteriet.

HTC U12+ er den anden telefon, vi har testet, som er udstyret med Qualcomms seneste Snapdragon-chipset 845. Og det kan både mærkes og måles. I Geekbench scorer den 2.388 og 9.131 point i henholdsvis single- og multi- core – det er i samme klasse som OnePlus 6 og placerer den blandt de hurtigste Android-telefoner på markedet. Langt foran for eksempel Samsung Galaxy-modellerne.

Et virkelig fremragende kamera

Et andet sted hvor HTC U12+ brillerer er kameraet. HTC er igen kommet med på dobbeltkamera-vognen. Ja, faktisk har U12+ to gange to kameraer – to på fronten og to på bagsiden. Reelt betyder de to kameraer på fronten, at du kan tage bredere selfies og tage dem med bokeh-effekt. Det primære kamera på bagsiden har 2x optisk zoom og 10x digital zoom. Der er endda mulighed for at se bokeh-effekten i realtid og justere på effekten inden billedet tages.

 

Og lad mig bare sige det uden omsvøb: Du kan tage fantastiske billeder med U12+. Selv på automatik. Udendørs landskabsbilleder har virkelig lækre farver, gode detaljer og meget lidt støj. Først når mørket falder på, kommer støjen i billederne frem. Og så har den en fremragende og hurtig autofokus. Selv bokeh-effekten klarer U12+ til topkarakter. Der er simpelthen tale om et kamera, der er i samme vægtklasse og kvalitet som på Huaweis roste P20 Pro.

En anden ting, der bør fremhæves, er lydkvaliteten på musikafspilning. HTC har godt nok droppet 3,5mm-hovedtelefonstikket, men der ligger et sæt USB-3-hovedtelefoner i æsken og de leverer en virkelig god lyd. Lækkert. Hovedtelefonerne har endda indbygget aktiv støjreduktion.

Klemme-gimmick

Som vanligt har HTC smurt Android Oreo 8.0 over med sin egen Sense-brugerflade – og den fungerer tilfredsstillende, selv om der er et par steder, hvor den ikke virker helt gennembagt; eksempelvis er der tilstande i kameraet, hvor indstillingsmulighederne ligger gemt under udløserknappen.

 

HTC har også opdateret sin Edge Sense-teknologi, der debuterede på U11 sidste år, så du ud over at klemme telefonen nu også kan tappe med fingeren på hver side – og aktivere en modus, hvor telefonen kan betjenes med en hånd. Men. Edge Sense føles stadig som lidt af en gimmick, der ikke er intuitiv at bruge. Alle klem og tap foregår på den nederste halvdel af telefonen og for undertegnede var det ergonomisk mareridt at få fingre og hænder kantet rundt, for at klemme de rigtige steder. Måske er det tilvænning? Måske bare overflødigt? Det må være op til dig at vurdere.

Batteritid burde ikke blive et problem. U12+ er udstyret med et 3.500 mAh-batteri, der understøtter Qualcomms QuickCharge 3.0-teknologi. Den understøtter faktisk også QuickCharge 4.0, men der medfølger ikke kompatibel oplader i æsken, kun til QuckCharge 3.0. Det er dog også alt rigeligt. Som alle andre moderne smartphones skal man beregne en dags levetid – og lade den hvile i opladeren om natten. I dette tilfælde kan du dog hurtigt lade den op til acceptabelt niveau med hurtigopladeren.

 

God men anonym telefon

Prismæssigt har HTC placeret i samme vægtklasse som Huawei P20 Pro; det er ikke det billigste flagskib i butikken, men med sin vejledende pris på 5.990 kroner, er den stadig markant billigere end sværvægterne Samsung Galaxy S9 og iPhone X. Læg dertil, at du både får hovedtelefoner med aktiv støjdæmpning, hurtigoplader og cover med i æsken, så ligner det altså et godt tilbud, hvis man er til HTC.

I virkeligheden har HTC kun ét seriøst problem med U12+ nemlig brandet. HTC er efterhånden så langt nede på kundernes opmærksomhedsliste, at de skal lave noget helt unikt for at få opmærksom igen – og der leverer U12+ ganske enkelt ikke varen. Den er for anonym. Og det er synd, for HTC U12+ er en forbandet god mobiltelefon med et fantastisk kamera. Den får vores varmeste anbefalinger. Det er den bedste telefon, HTC har præsteret i mange år.

 

HTC U12+

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

5.990 kr.

Lynhurtig og med et kamera, der matcher de bedste. U12+ er HTC’s bedste telefon i årevis.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.