Features

Første indtryk: Sonos | IKEA Symfonisk

Vi fik mulighed for at pille lidt ved og lytte til de kommende Symfonisk-højttalere fra Sonos og IKEA - og vi er begejstrede.

Det kan egentlig siges ret kort; Hvis du gerne vil have nallerne i de nye Symfonisk-multirumshøjttaler fra Sonos og IKEA, når de kommer i butikkerne til august, må du hellere stille dig i kø i god tid. De bliver sandsynligvis revet ned fra hylderne. Vi fik, sammen med et udvalg af elektronik- og boligpressen, en præsentation af serien i en herskabslejlighed i det indre København torsdag – og vi gik ikke skuffede derfra.

Det skal understreges, at dette ikke er en anmeldelse af Symfonisk-produkterne. Det er, som overskriften understreger, vores første indtryk. Anmeldelsen må du vente med til ultimo juli måned, hvor den Non Disclosure Agreement, som vi har underskrevet, udløber.

 

IKEA Symfonisk
Symfonisk bordlampen.

IKEA og Sonos havde udrustet lejligheden med adskillige eksemplarer af de to højttalerenheder som Symfonisk-serien i første omgang vil består af; en bordlampe med indbygget højttaler (se billede ovenfor) og en traditionelt formet reolhøjtaler der kan dublere som boghylde. Eller natbord (nedenfor). Det er de højttalere, der kommer i butikkerne til august – både i hvide og sorte udgaver – men IKEA og Sonos fortalte, at det bare er begyndelsen. Med tiden vil der komme flere Symfonisk-varianter.

IKEA Symfonisk
Symfonisk reolhøjtaleren – her monteret på væggen og brugt som natbord.

Højttalerne var placeret i både soveværelse, køkken og stuer – i sofastuen var to bordlamper blevet koblet sammen med en Sonos Beam, så de fungerede som baghøjtalere i et surroundsystem.

 

Sonos Play:1 med lys på

Symfonisk bordlampen er den mest kontroversielle af de to; paddehattedesignet vil næppe falde i alles smag. Læg dertil, at det samtidig er det dyreste produkt (1.699 kroner), så er det nok den, der er størst chance for at finde efterladt på hylderne. Men det er til gengæld det produkt, der bedst viser IKEAs visioner med Symfonisk; at lyd og lys er to væsentlige elementer i at skabe atmosfære i hjemmet.

Sonos kunne i øvrigt fortælle, at bordlampen bygger på samme arkitektur som Sonos Play:1 og Sonos One, der er Sonos mindste højttalere – og det umiddelbare indtryk er da også, at lyden i både volumen og kvalitet ligger meget tæt på de modeller. I modsætning til Sonos One har bordlampen dog ikke indbygget mikrofon, så der er ikke direkte adgang til digitale assistenter.

IKEA Symfonisk
Symfonisk bordlampen i sit naturlige habitat.

Bordlampen vil kunne fås i en sort og en hvid variant og stoffet der omslutter højttaleren kan skiftes ud, så der er åbnet for at IKEA kan efterabe Libratone Zipp og levere andre farver som ekstraudstyr. Men det er der ikke umiddelbart planer om.

 

I øvrigt er den store runde knap på siden af lampen udelukkende til at tænde og slukke lyset; den kan ikke dæmpe lysintensiteten eller styre volumen på lyden. Volumen betjenes via mekaniske knapper på den flade base, der ligner en skål som lampen står på.

IKEA Symfonisk reolhøjttaler med utallige muligheder

Reolhøjttaleren har nok mere bred appeal. Den er mere traditionelt udformet, men har lækkert afrundede hjørner, der giver den luftighed i forhold til konventionelle træhøjttalere. Desuden er den forholdsvis billig — den sælges for 799 kroner – og har masser af anvendelsesmuligheder. Ud over at kunne stilles i en reol eller på et bord kan højttaleren hænges op på væggen både horisontalt og vertikalt. IKEA sælger et monteringskit som ekstraudstyr for under 200 kroner. Beslagene er skjult, så de ikke ses, når højttaleren hænger på væggen.

Bagsiden af reolhøjttaleren. Bemærk hulrummet langs siderne, der gør det muligt at montere højtaleren på væggen uden synlige beslag.

Den fleksible tilgang gør, at højttaleren vil kunne bruges både som boghylde, natbord eller hvad hulen man finder på. Der medfølger endda en silikonemåtte til monteringssættet, så man kan stille ting på højttaleren uden at ridse den – og uden at frygte at bøgerne rasler ned, hvis man spiller højt.

 

Mit gæt er, at der vil gå adskillige måneder efter salgsstart før reolhøjttaleren bliver hyldevare i IKEA-varehusene. Stil dig i kø, hvis du vil have et sæt – den bliver populær.

Fuldt Sonos-kompatible

For begge højttalere gælder det, at de er fuldt ud kompatible med eksisterende Sonos-systemer. De skal installeres på samme nemme måde som ”rene” Sonos-højtalere og kan betjenes via Sonos-appen. Lyden på højttalerne kan også finjusteres via Sonos-teknologien TruePlay; der er, med andre ord, ikke andet end designet der adskiller dem fra Sonos egne højttalere. Det er et ret godt træk. De kan naturligvis også sættes op i stereoopsætning, ligesom de kan fungere som baghøjttalere i en surround-opsætning med en Sonos-soundbar under fjernsynet.

 

Reolhøjttaleren i sort variant, camoufleret blandt kogebøger i køkkenet.

Tabte kæben

Vi fik også mulighed for at smuglytte til højttalerne i lejligheden; både i stereoopsætning, som baghøjttalere i surround og som enkeltstående højttalere. Nu skal det igen nævnes, at dette ikke er en anmeldelse – vi lyttede under uvante akustiske forhold og uden mulighed for at sammenligne med andre højttalere, men … jeg blev positivt overrasket. Specielt tabte jeg kæben, da jeg lyttede til reolhøjttalerne i stereoopsætning. Jeg ved ikke om der var gemt en subwoofer under sengen (jeg glemte at kigge), men mit umiddelbare indtryk er endog meget positivt – i særdeleshed når prisen tages i betragtning.

Hertil skal det nævnes at Sonos slet ikke er færdig med at finjustere lyden på højttalerne. Inden produkterne rammer butikkerne udsendes der en firmwareopdatering med den optimerede firmware.

 

Du kan læse mere om Sonos | IKEA Symfonisk-produkterne hos IKEA.

Er der specifikke ting, du ønsker at vide om Sonos | IKEA Symfonisk, som vi ikke har været igennem i artiklen? Så skriv i kommentarfeltet nedenfor.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.