Først og fremmest: Kudos til Viaplay og TV3 for at lave en tv-serie, der ikke stinker. Koncernen har ellers tidligere givet os Hvide Løgne, 2900 Happiness og senest Swedish Dicks, der heller ikke just er noget kunstværk. Men Forbandet, som den nye teenage-gyserserie hedder, er en hel del bedre og flottere end noget der tidligere er kommet fra Viasat/Viaplay/TV3.
Først og fremmest er det vigtigste spørgsmål i forhold til en gyser: Er den uhyggelig? Og svaret er her et klart “ja”. Forbandet spiller på alle de virkemidler, vi tidligere har set i gyserserier -film.
Forbandet er, i bedste skandinavisk ånd, en serie der foregår i Norge med svenske, danske og norske skuespillere. Ja, vi ved godt, at den skal kunne flyve i hele Skandinavien, men det virker nu alligevel en smule påtaget når alle taler forskellige sprog, og det er en smule kunstigt i setuppet. Men man accepterer efterhånden præmissen, omend det kan være en smule irriterende.
Den klassiske formular
Forbandet er bygget helt efter den klassiske opskrift på en gyser. En flok unge mennesker tager ud til et øde sted – i dette tilfælde et hotel, der aldrig blev åbnet – hvor nogen er blevet myrdet, og så begynder myrderierne, og det hele knyttes op til massakren der fandt sted tilbage i 90’erne. Naturligvis. Og, også naturligvis, opfører folk sig fuldstændigt hovedløst og vader fra den ene helt upraktiske livsfare til den næste. Vi ville gå nærmere ind i historien, men det giver ikke mening, for den er ikke meget dybere end det.
Karaktererne, blandt andet danske Hanne (Hvilken nogen-og-tyveårig hedder i øvrigt Hanne? Det er bare noget en svensker har fundet på, fordi ordet lyder dansk), er egentlig beskrevet nogenlunde, og selvom de virker håbløst naive formår de alligevel langt hen ad vejen at levere et hæderligt stykke arbejde når de beskriver de unge og deres indbyrdes forhold. Sarah-Sofie Boussnina, der spiller føromtalte Hanne, har en snert clairvoyant i sig (Det har man vist ofte, når man er den håbløst naive hovedperson i ungdomsgysere) og fornemmer straks, at der er noget i vejen med det hotel, hendes svenske kæreste Johan har slæbt hende ud på. Det er et “bad place” siger hun allerede i seriens første afsnit, og hun har i den grad ret; der lurer, naturligvis, farer overalt, og serien tager hårdt fat i nakken på seeren og leder os rundt imellem gyserfloskel efter floskel. Den hemmelige kælder, hvis dør har sit eget liv, uhyggelige børnetegninger på et værelse, der vist boede nogle nu afdøde børn på, og så videre og så videre. Vi har set og hørt det hele før.
Bedre end det lyder
Nu kunne man så tro, at alle disse gyser-tricks og klicheer gør, at Forbandet er gysergenrens svar på Hvide Løgne, men det er faktisk slet ikke tilfældet. For ligegyldigt hvordan man end vender og drejer det, så er der en grund til, at det er blevet klicheer – det virker. Man er godt underholdt langt hen ad vejen, og selv om der er tæerkrummende øjeblikke og håbløs dialog ind imellem, så vikles man alligevel ind i historien om hotellet fra helvede, der opsluger de unge skandinaver. Det understøttes i vid udstrækning af en productionvalue der er ganske glimrende, og fotografarbejdet er forrygende og underbygger uhyggen på en måde der ikke forstyrrer, men alligevel får en til at gispe efter vejret en gang imellem. Musikken understøtter også stemningen fint, men kammer dog over med jævne mellemrum og bliver en smule for Psycho – men det er heldigvis undtagelsen mere end reglen.
Fin første sæson
Denne anmeldelse er bygget på de første fire afsnit af serien, og ofte skal man se mere end fire afsnit for rigtigt at komme ind i en serie. Vi kan dog forsigtigt konkludere, at Viaplay har lavet en serie, der langt hen ad vejen gør præcis det, den skal; den skræmmer os. Der er ikke noget værre end en gyser, der ikke er uhyggelig, men det er altså ikke tilfældet med Forbandet. Bevares, det er langt fra kunst, men vi havde faktisk frygtet meget værre af en skandinavisk gyserserie. Hvis Viaplay får styr på baghistorierne og formår at få gjort figurerne bare en lille smule mere likeable og troværdige i løbet af resten af sæsonen, så tror vi faktisk på, at Forbandet kan blive en succes for den nordiske tjeneste.