Opladere der har risiko for at give stød, kosmetikprodukter med hormonforstyrrende stoffer. Forbrugerrådet Tænk har kigget nærmere på 38 produkter fra den kinesiske handelsplatform Temu og det var ikke opløftende. Hele 30 af de 38 produkter dumper testen.
Det er bekymrende, da Temu på kort tid strøget til tops som én af de danske forbrugeres foretrukne webshops. En undersøgelse af Epinion for Dansk Industri, at Temu nu er den næstmest besøgte webshop i Danmark. Kun overgået af Zalando.
De dumpede produkter tæller både børneprodukter, elektronik, kosmetik, plejeprodukter og rengøringsprodukter. De overholder ikke regler for sikkerhed og/eller mærkning.
– Det er et voldsomt resultat, at en så stor del af produkterne ikke overholder grundlæggende regler for forbrugerbeskyttelse. Når man som forbruger handler på en lovlig, dansksproget hjemmeside, bør man ikke være bekymret for ens sikkerhed og sundhed. Men vores undersøgelse – sammen med rækken af andre, lignende undersøgelser – viser med al tydelighed, at den bekymring er nødvendig. Det er en sag, som myndigheder og politikere bør tage meget alvorligt, siger Esben Grønborg Geist. Han er konstitueret direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugerrådet Tænk har sammen med en ekstern ekspert blandt andet undersøgt fire opladere, hvoraf to har risiko for at give stød. 11 af børneprodukterne fra Temu har sikkerhedsfejl med blandt andet små dele, der kan løsrive sig eller for lange snore, der kan udgøre en kvælningsrisiko.
Blandt de undersøgte kosmetik- og plejeprodukter indeholder 10 ud af 12 mistænkt hormonforstyrrende stoffer, mens 3 ud af 6 solcremer indeholder solfiltre, der ikke er set på det danske marked i årevis, blandt andet fordi myndighederne længe har advaret imod dem, og som bliver ulovlige i EU til næste år.
Meddelelsen fra Forbrugerrådet kommer i hælene på en udmelding fra de sydkoreanske sundhedsmyndigheder, der har fundet alt for høje mængder af giftige stoffer som bly, phthalater og formaldehyd i produkter fra Temu og konkurrenten Shein.