Googles trådløse betalingsløsning, Google Pay, kom til Danmark i slutningen af Oktober til kunder hos Nordea, Danske Bank og Jyske Bank. Men løsningen overtræder dansk lovgivning, mener Forbrugerrådet Tænk, der har sendt et brev til Google med kritikpunkterne. Det skriver Berlingske.
Det store problem er, at der i betingelserne for Google Pay henvises til hele fem forskellige sæt servicevilkår, der skal læses, hvis man som forbruger vil vide hvad de data Google Pay indsamler anvendes til. Ifølge Forbrugerrådet Tænk kræver dansk lovgivning, at brugerne skal have en klar og præcis beskrivelse af, hvad deres data bliver brugt til.
– Det skal være tydeligt for forbrugeren, hvad data kan blive brugt til, men selv efter, at vi har brugt timer på at studere vilkårene, har vi svært ved at gennemskue præcis, hvad man siger ja til, når man bruger app’en, siger Troels Hauer Holmberg, som er seniorøkonom i Forbrugerrådet, til avisen.
Brugsdata til Googles partnere
Et andet problem er, at der i en af de fem betingelser for brug, er en formulering, der åbner op for, at data kan bruges til tjenester rettet mod tredjeparter. Ifølge dansk lov må sådanne data kun må bruges til tjenester, der er direkte henvendt til forbrugeren.
– Det handler om forbrugeres retssikkerhed, som bliver udfordret, når Google i brugervilkårene giver sig selv lov til at bruge data til formål, der er i konflikt med betalingsloven. Vilkårene skal sikre, at Google hverken i dag eller i fremtiden bruger data til formål, de ikke må i Danmark. Det er ikke nok, at Google siger, at de ikke gør det. Det skal også stå klart og tydeligt i vilkårene, siger seniorøkonomen.
Google bekræfter, at du har modtaget brevet fra Tænk, og at virksomheden er i dialog med Forbrugerrådet.
Har også været ude efter Apple Pay
For lidt over et år siden gik Forbrugerrådet Tænk også i struben på Apples dengang ny-introducerede Apple Pay betalingsystem. Apple Pay benytter nemlig Visa-delen på Visadankort, når der betales, og det giver gebyrer for forbrugeren.