Ford har i dag løftet sløret for arvtageren til Ford Mustang Mach-E. Ford Explorer er nemlig blevet 100 procent elektrisk – med tysk hjælp. Bilen er nemlig den første Ford, der er baseret på den Volkswagen-udviklede MEB-platform.
Ford Explorer vil blive samlet i den nye elbilsfabrik i Køln i kølvandet på en investering på 2 milliarder dollars. Den mellemstore SUV tilbyder fem siddepladser og vil være tilgængelig i to versioner – Select og Premium.
“Explorer er banebrydende for en ny type af spændende Ford-elbiler. Gennemsyret af vores amerikanske rødder, men bygget i Køln til vores kunder i Europa, er den klar til de store eventyr og fuldt lastet med alt, hvad vores kunder har brug for til deres daglige ture,” siger Martin Sander, general manager, Ford Model e, Europa.
Endnu har Ford ikke afsløret specielt meget om bilens bestykning. De fortæller dog, at den kan lynlades fra 10-80 procent på 25 minutter. Altså en anelse hurtigere end ID.4 eller ID.5, som kræver minimum 29 minutter for samme opladning.
Et kig indenfor … Ford fortæller også, at Ford Explorer får “et unikt justerbart SYNC Move-konnektivitetssystem”. Det skal give føreren mulighed for at personliggøre interiøret ved hjælp af en justerbar 15” touchskærm, der i nedkørt tilstand skjuler My Private Locker -opbevaringsrummet til værdifulde genstande. En stor midterkonsol har desuden plads nok til at rumme en bærbar computer eller tre 1,5 -liters flasker og en 1-liters flaske til familieturene, oplyses det.
Startpris på under 340.000 kroner Standardudstyret inkluderer opvarmede forsæder og rat, massage i førersædet, nøglefri adgang og en soundbar-højttaler. Tilgængelige avancerede køreteknologier omfatter Assisted Lane Change 3 til den åbne landevej sammen med Clear Exit Assist 3 for sikker udstigning i byen.
De avancerede funktioner understøttes af 12 ultralydssensorer, fem kameraer og tre radarenheder, der tilsammen kan overvåge køretøjet 360 grader.
Ford skriver desuden, at: “Bagagedækkenet løfter sig med bagklappen og sikrer uhindret adgang til 450 liter bagagerum med bagsæderne på plads, eller mere end 1.400 liter med sæder foldet ned”.
Den elektriske Ford Explorer kan bestilles senere i år og har en forventet startpris på under 340.000 kroner. Fra i dag kan man også opleve såkaldt virtuelle prøvekørsler gennem en række forskellige køremiljøer, direkte fra computer eller mobil enhed.