Egentlig var det slet ikke meningen, at Ford F-150 Lightning skulle sælges i Europa. Men de friluftsglade nordmænd har efterspurgt den kolossale truck i en grad, så Ford har forbarmet sig over dem.
“Med en kæmpe passion for elbiler og optimale omgivelser til et aktivt friluftsliv er det oplagt at lancere F-150 Lightning i netop Norge,” skriver Ford.
– Vores norske kunder har været fuldstændig vilde efter at kunne sætte sig bag rattet i den elektriske F-150 Lightning. I mine 25 år hos Ford har jeg aldrig før oplevet så stor en efterspørgsel og interesse for en bil. Jeg har vitterlig haft kunder, der har banket på min dør og tigget om at få bilen til Norge, siger Per Gunnar Berg, administrerende direktør i Ford Norge.
Nordmændene kan se frem til en speciel udgave, nemlig Lariat Launch Edition. Den har en forventet rækkevidde på op til 386 kilometer. Pickuppens 98 kWh batteri kan oplades fra 15- 80 procent på 39 minutter ved hjælp af 150 kW DC hurtigladning.
Trods en kampvægt på 3,5 tons formår trucken en acceleration fra 0-100 km/t på mindre end fem sekunder. Udgaven har samtidig en trækkapacitet på 3.493 kilo og en nyttelast på 805 kilo.
Det er endnu ikke fastlagt om Ford F-150 Lightning lanceres i Danmark på et senere tidspunkt. Men med den europæiske lancering i Norge, er muligheden tilstede, oplyser Ford.
Indtil da, må vi “nøjes” med at se frem til Ford Explorer, der bliver Fords næste elbil i Europa. Ford forventer, at de første Explorer bliver leveret i Danmark i starten af 2024.
iNPUT har tidligere haft mulighed for at køre en tur i den imposante pickup-truck. Den oplevelse kan du læse om her.