Først den gode nyhed: Ford har fundet en løsning på det batteriproblem, der plager den yderst populære Ford Kuga plugin-hybrid, der er blandt Danmarks mest solgte biler i år. Den dårlige nyhed – i hvert fald for Ford – er at samtlige batterier i samtlige biler skal skiftes ud. Det bliver ikke billigt.
– Vi skal have skiftet det store højspændingsbatteri på alle biler, og det er en større procedure, siger Lene Dahlquist, der er pressechef hos Ford Danmark, til Jyllands-Posten.
Ford begyndte i august måned at tilbagekalde Kuga og stoppe med at levere bestilte eksemplarer. Herhjemme er der solgt omkring 6.500 eksemplarer af bilen – og det er 2.901 af dem, der kan være ramt af problemet, oplyste Ford dengang.
Fejlen skyldes angiveligt, at der er kommet “fremmedlegemer” ind i batteripakkerne under samlingen, og disse kan altså i værste fald få batteriet til at bryde i brand.
Fords løsning på problemet er at tilbagekalde alle Kuga PHEV’er og udskifte hele batteripakken og tilhørende elektrisk udstyr. Reparationsprocessen forventes at starte i slutningen af december i år – og Ford sigter mod at få alle defekte køretøjer repareret og tilbage på vej i slutningen af marts 2021.
Fejlen bliver en yderst bekostelig affære for Ford. Ikke alene bliver det dyrt at udskifte de berørte batterier, men Ford Kuga er også Fords eneste CO2-lave bil i Europa og den har pga. problemet ikke kunnet sælges i de håbede mængder. Derfor stod Ford samtidig til en klækkelig CO2-bøde fra EU, fordi de ikke kan overholde 2020-grænsen for CO2-udledning.
Ford har dog fået hjælp fra sit gamle datterselskab Volvo Cars, der ligger pænt under CO2-grænsen. Ifølge EU-reglerne er det nemlig muligt at lave CO2-pooling, så Volvo Cars kan kompensere for Ford. Det er dog ikke gratis for Ford. Beløbet er ikke offentliggjort, men ifølge Volvo Cars vil indtægten fra Ford blive geninvesteret i nye, grønne teknologi-projekter.
Ford er ikke alene. Hyundai meddelte i midten af oktober, at de sandsynligvis må tilbagekalde mere end 77.000 eksemplarer af den elektriske Hyundai Kona på grund af brandfare i batteriet.