ElbilerTophistorie

Ford Mustang Mach-e GT kommer til Europa – så hurtig er den

Ford har løftet sløret for elbilen Mustang Mach-E GT, der klarer 0-100 km/t på bare 3,7 sekunder. Den kommer til Europa næste år.

Ford har afsløret en femte, temmelig potent, variant af deres Mustang-elbil. Mustang Mach-e GT hedder den nye udgave og den kommer til Europa. Dog ikke sammen med de første fire varianter, der forventes på gaden inden året er omme, men først i slutningen af næste år. Til gengæld er der noget at glæde sig til.

SUV’en skal konkurrere mod både Tesla Model Y, Volkswagen ID.4 og Skoda Enyaq og leveres med firehjulstræk, 465 hestekræfter, et drejningsmoment på 830Nm og en topfart på 200 kilometer i timen. Den kan accelerere fra 0 til 100 km/t på bare 3,7 sekunder, hvilket gør Mustang Mach-e GT til en af de hurtigste biler i klassen.

 

Modellen har en batteripakke på 88 kWh, der ifølge Ford (og WLTP) giver den en rækkevidde på op til 500 kilometer mellem hver opladning. Ford fortæller yderligere, at batteriet vil blive overvåget af Intelligent Range-teknologien, der forudser bilens rækkevidde løbende ved at krydsreferere med forskellige faktorer som eksempelvis køremønstre og vejrforhold. Funktionen vil over tid blive mere nøjagtig.

I kabinen er Mustang Mach-e GT udrustet med en 15,5-tommer stor trykfølsom skærm, der giver adgang til Fords Sync-infotainment. Også det forbedres løbende, lover Ford, der skriver, at systemet “personificeres til føreren af bilen gennem maskinlæring, der eksempelvis sørger for tidsbesparelser og intelligente forslag baseret på tidligere køreture”.

 

Ford Mustang Mach-e GT
(Klik for større)

Som noget særligt er Mustang Mach-e GT optimeret med justerbar MagneRide-undervogn, 20-tommer alufælge og røde bremsekalibre. Den fås i et væld af farver, der som den eneste Mustang Mach-E-model inkluderer de unikke Grabber Blue og Cyber Orange.

Prisen? Den vil Ford naturligvis ikke ud med endnu, men billig bliver den næppe. Den almindelige udgave af Ford Mustang Mach-e fås til priser der starter ved omkring 400.000 kroner.

Apropos den almindelige udgave fortæller Ford, at Extended Range-udgaven med baghjulstræk har en rækkevidde på op til 610 kilometer (WLTP). Udgaven med firehjulstræk (AWD) har en rækkevidde på op til 540 kilometer (WLTP).

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.