I Europa har vi i de seneste par år stiftet bekendtskab med en hel stribe nye kinesiske elbiler, der konkurrerer mod vores egne bilmærker. Kinas stærke elbiloffensiv er en trussel mod hele den europæiske bilindustri, mener den tyske forsikringskoncern Allianz. Beskeden kommer i form af en nyligt udgivet rapport fra gruppen.
Dermed bakker de op om, hvad bilgiganten Stellantis’ administrerende direktør Carlos Tavares i januar gav udtryk for. Han mente, at de Europæiske politikere måtte gøre noget for at dæmme op for “invasionen”. Det samme gør den tyske rapport.
Ifølge Allianz’ analyse kan den kinesiske elbil-udvidelse inden for EU koste europæiske producenter hele 7 milliarder euro om året i tabt omsætning frem til år 2030. For at undgå dette skal beslutningstagere inden for EU handle, mener de.
“Efterhånden som salget af elbiler vokser, vil Europa-fremstillede biler sandsynligvis blive erstattet af dem, der er fremstillet i Kina – uanset om de er fremstillet af en kinesisk, amerikansk eller europæisk virksomhed,” hedder det i rapporten.
Løsningen, mener Allianz, ville være, at Europa indfører særlige importafgifter for køretøjer, der importeres til regionen. USA bruger et lignende princip til at beskytte sine indenlandske bilproducenters interesser. Netop manglen på sådanne importafgifter anser Allianz for at være en af de medvirkende årsager til, at Kina har rettet blikket mod Europa.
Som vi tidligere har beskrevet, har danskerne endnu ikke kastet deres fulde kærlighed over de kinesiske elbiler. En importafgift vil dog ikke kun gå ud over Kina, men også de sydkoreanske mærker som Kia og Hyundai. Mærker, som vi til gengæld er rigtig glade for herhjemme.
Læs mere: Danskerne vil ikke have nye kinesiske elbiler.