Datacentres stigende energiforbrug, drevet af den eksplosive vækst inden for kunstig intelligens, udgør en stigende bekymring. Centrene står allerede for cirka 1 procent af de globale energirelaterede emissioner, og frem mod 2030 kan centrenes energibehov stige med op til 160 procent.
Schweiziske Lightium er en af de virksomheder, der arbejder på at finde en løsning på udfordringen. Målet er at forbedre datacentrenes ydeevne og reducere deres energiforbrug. Løsningen er, ifølge Lightium, udviklingen af en ny generation af fotoniske chips.
Datacentre består primært af tre nøglekomponenter: Central Processing Units (CPU’er), Graphics Processing Units (GPU’er) og optiske forbindelser, der transporterer data mellem processorerne. Disse optiske forbindelser, der typisk er baseret på silicium-halvledere, udgør mellem 10 og 40 procent af energiforbruget i et datacenter.
– Halvlederteknologier har tjent os i mange år, men de er nu ved at nå deres fysiske og operationelle grænser, siger Dirk Englund, medstifter af Lightium og professor ved MIT.
Lightiums løsning bygger på tyndfilm-lithium-niobat (TFLN), et materiale der, ifølge virksomheden, er overlegent i forhold til silicium og kan muliggøre dataoverførselshastigheder på op til 3,2 Tb/s, hvilket er en betydelig forbedring i forhold til den nuværende grænse på 800 Gb/s.
TFLN har hidtil været svært at bearbejde og har primært været anvendt i forsknings- og udviklingsmiljøer. Lightium er dog den første virksomhed, der har formået at designe og producere disse fotoniske chips i større skala.
Lightium forventer at kunne lancere deres produkter i begyndelsen af 2025. De tester allerede deres teknologi gennem et lukket beta-program med udvalgte strategiske partnere.
Selskabet har for nyligt modtaget en seed-investering på 7 millioner dollars – svarende til knapt 47 millioner kroner. Penge, der blandt andet skal bruges til at anvende teknologien i flere sektorer, herunder satellitkommunikation og kvantecomputere.