En bluetooth lås lyder som det rene gejl – for man kan jo bare bruge sin nøgle? Men efter at have prøvet Friday Lock i et par uger må jeg konkludere, at en smart lås er genialt på mange måder. Og en smule upraktisk på andre.
Pænt design
Normalt er de fleste smarte låse en noget grim anordning du placerer i stedet for din normale vrider. Friday skiller sig lidt ud fra mængden hvad det angår. Den placeres samme sted, og er egentlig i sig selv pæn nok – men også ganske stor. Den virker solid, og byggekvaliteten er der ikke en finger at sætte på.
Relativt let installation
Installationen af Friday er i og for sig ret let. Du skruer den gamle vrider af, og hvis du er heldig passer den pind der drejer selve låsen i længde og du kan derfor “blot” skrue de to skruer i der holder låsen på plads. Derefter sættes batteriet i, og låsen er klar. Så kommer software installation og kalibrering af låsen, hvilket går let og smertefrit.
God app
I brug er Friday appen let at gå til. Man kan oprette flere brugere og vælge deres niveau. Hvis man opretter en “ejer” mere, har vedkommende også lov til at ændre og tilføje brugere – inklusiv i øvrigt den originale bruger. Man kan også sætte tidsintervaller, så en bruger kun kan komme ind på bestemte tidspunkter – smart hvis man har rengøringshjælp eller håndværkere. Det hele er overskueligt og let at gå til, og der er ikke meget man kan fare vild i.
HomeKit? Ikke sådan rigtigt…
I teorien burde Friday Lock spille rigtigt fint sammen med Apples HomeKit og derfor kunne betjenes via HomeKit appen og Siri. I praksis fungerer det bare ikke rigtigt.
Først og fremmest viser HomeKit, at låsen har en firmware opdatering – men efter at have opdateret firmware via Fridays egen app – bliver advarslen stadig i HomeKit. Det er jo ikke noget, der reelt betyder noget, men hvis du er som mig bliver du skør af en notifikation, du ikke kan fjerne. Og det har du altså her.
Noget der er uendeligt meget værre er, at låsen oftest simpelthen ikke kommunikerer ordenligt med HomeKit. Den vil ikke åbne (eller låse) døren når den bliver bedt om det, og indimellem mener den, at døren er gået i baglås – hvilket den naturligvis ikke er. Det er irriterende, at HomeKit i praksis fungerer så dårligt – og det er meget ulig Apples normale standarder. (Nå ja, undtagen Siri. Siri stinker. Stadig.)
Løsningen på hele HomeKit problemet? Lad være med at bruge det. Men så ryger der bare et rigtigt godt argument for at købe netop Friday låsen, og du kan med fordel brede søgefeltet ud til at inkludere låse, der ikke understøtter HomeKit. Irriterende.
En anelse dyrt
En lås som Friday er I realiteten bare en tandbørstemotor med bluetooth. Friday ligger i den bedre ende i forhold til konkurrenterne med en dagspris omkring 2.000 kr., men det er stadig ret dyrt hvis man ser isoleret på, hvad man får for pengene. Skal du have et cover i en anden farve skal du i øvrigt betale ca. 500 kr. mere for det. Men produktet er langt hen ad vejen udmærket, og vil du have en elektronisk smart lås i dit hjem er Friday et godt bud.
Design
Funktioner
Ydelse
Pris
Pris: 2.049 kr.
Friday Lock er en fin lås på rigtigt mange måder. Men hvis du kun overvejer den fordi den spiller med HomeKit bør du nok kigge andre steder også.