For år tilbage gjorde svenske Aarke stort indtryk på redaktionen her med sin minimalistiske kulsyremaskine, der kunne trylle postevand om til danskvand. Nu har svenskerne entret et nyt område, der er endnu mere udbredt i Norden, nemlig kaffen. I samme lækre design har de skabt Aarke Coffee System, der er et komplet system til kaffebrygning.
Systemet består af tre separate dele; kaffemaskine, kaffekværn og termokande. Tilsammen danner de et fuldt integreret bryggesystem, hvor kværnen automatisk beregner mængden af malet kaffe ud fra, hvor meget vand, der er i tanken. Kaffemaskinen justerer derefter temperaturen for at sikre en perfekt kop kaffe hver gang.
Kaffemaskine og kværnen kommunikerer via et kort kabel, der monteres i hver enhed. Desværre er der ikke mulighed for trådløs kommunikation. Kværnen kan enten tilsluttes bryggeren for automatisk dosering af kaffemængden, eller bruges manuelt, hvis du foretrækker det.
– Med Aarke Coffee System ønskede vi at skabe en komplet løsning til kaffeelskere, der ønsker perfekt kaffe, hver gang. Godkendelsen fra European Coffee Brewing Center bekræfter vores ambition om at opnå den højeste standard inden for kaffebrygning, siger Jonas Groth, der er medstifter og chefdesigner hos Aarke.
Ud over kaffemaskine og -kværn har Aarke også præsenteret en termokande. Det er muligt at brygge direkte i denne, hvis kaffen skal holdes varm i længere tid.
Ifølge pressematerialet tager det mindre end seks minutter at brygge en kande kaffe. Maskine og kommer med en funktion kaldet “blooming mode”, som blødgør den friskmalede kaffe i starten af brygningsprocessen for at maksimere smagen.
Aarke kaffemaskinen lanceres den 29. oktober og koster 3.800 SEK (2.500 kroner). Kaffekværnen lanceres samme dag og koster SEK 4.000 (2.630 kroner), mens termokanden udkommer senere på året til en pris på SEK 1.000 (660 kroner). Læs eventuelt mere hos Aarke .