FeaturesTophistorie

Gå på Strøget og få repareret din pladespiller: B&O vil være longevity-champions

B&O har åbnet en pop-up-shop på Strøget i København, hvor en tekniker sidder klar til at forlænge livet på gamle produkter.

B&O-produkter skal have et langt liv og måske også et andet og et tredje liv. B&O vil være longevity-champions. Nu har den danske virksomhed åbnet en pop-up-shop på Strøget i København, hvor en tekniker sidder klar til at forlænge livet på gamle produkter.

Der er vådt, mudret og også lidt beskidt på den nederste del af Strøget i København. Men træder man indenfor i Østergade 26, bliver man mødt af det, der kendetegner B&O: æstetik, sansninger og velbygget elektronik.

 

Vi er i en nyåbnet pop-up butik. På et bord til venstre for indgangen står en gammel Bang & Olufsen Beogram-pladespiller, men den er skilt ad. Bagerst i lokalet er der en lyttestation. En pladespiller står klar, forbundet med et par moderne Beolab 28 trådløse stereohøjtalere. Her møder fortidens B&O den nye teknologi.

Og netop det er hele essensen af B&O’s bæredygtighedsstrategi og årsagen til den nye pop-up butik. Gamle produkter skal have nyt liv og tages med ind i nutiden, hvor de skal spille sammen med produkter lige fra hylden, forklarer Jens Bjørnkjær Gamborg, som er chef for global bæredygtighed og kommunikation ved Bang & Olufsen.

 

– Vi vil være longevity champions. Vores produkter skal have et langt liv og måske et andet liv, et tredje liv og et fjerde liv.

Vil vise vejen for industrien

Midt i butikken på strøget, står en tekniker. Han har taget morgentoget fra Struer, og når står han med skruetrækkeren nede i en gammel pladespiller. I pop-up-butikken kan man tage sine gamle B&O-produkter med ind, og så kan teknikeren fortælle, om der kan skabes nyt liv, om der er brug for en service, en reparation, eller om reservedelene kan bruges.

På den måde ender ellers ødelagte produkter tilbage på reolen hos forbrugeren i ny og funktionel stand, eller også bliver de solgt som second hand-produkter. Hele pointen er at give produkterne et så langt liv som muligt, fortæller Jens Bjørnkjær Gamborg.

 

– Det er vigtigt for os at kigge på produkter, som har en lang levetid. Vi vil ikke lave produkter, der kun har et liv på 2-3 år, som er den normale produktcyklus. Vi tror ikke på, at vi skal mod kortere produkt-cycles, vi tror på, vi skal mod længere, siger han.

Og B&O vil ikke gøre det alene. De vil vise vejen for en industri, der har en stor udfordring, siger Jens Bjørnkjær Gamborg.

longevity-champions
Foto: Bang og Olufsen

– Vi har sagt, at vores ambition med det her er at lede og inspirere en ændring i industrien. For vi er en del af en industri, der har et problem og nogle udfordringer med måden at operere på, og vi tror, at vi kan være en del af løsningen. Vi vil gerne vise, at der er en anden måde at gøre det på. Så vi håber, at andre følger med.

 

Forbrugerne skal uddannes

Men det er ikke kun industrien, der har brug for at få vist en vej. En af tankerne bag en pop-up-shop, hvor longevity bliver gjort meget synlig og håndgribelig, er at vise forbrugerne et alternativ til brug og smid væk.

– Vi er nødt til selv at blive endnu dygtigere til at designe produkter, der holder i lang tid, som er bygget modulært, som kan serviceres, som kan repareres, men vi lykkes ikke, hvis vi ikke også får vores kunder med ombord, for hvis de ender med at smide produktet ud efter to år, så er vi lige vidt. Vi er også nødt til at kommunikere og uddanne vores kunder og andre forbrugere til, at der er masser af liv og måske endda flere liv i de produkter, de har stående hjemme på hylderne. Måske skal de bare serviceres, måske skal de bare shines op, hvem ved. Det er også derfor, vi har en tekniker fra Struer til at stå inde i butikken, til at hjælpe kunderne med at finde ud af, om vi kan holde det i live, købe det tilbage eller bruge reservedelene, siger Jens Bjørnkjær Gamborg.

longevity-champions
Foto: Bang & Olufsen

Om en pop-up butikken i sidste ende ender som fast element i den københavnske shoppinggade, kan Jens Bjørnkjær Gamborg ikke svare på endnu.

 

– Det her er et pilotprojekt, så vi kommer til at lære af det. Vi kommer til at se, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der bliver efterspurgt. Vi vil gerne gå ind i større byer globalt, London, New York, og der tror jeg de læringer, vi får fra pop-uppen i København, kan spille ind, for det er en central del af vores strategi at få budskabet om longevity ud til vores slutbrugere, og en pop-up-butik er en meget synlig måde at gøre det på.

Pop-up-butikken på Østergade 26 har i første omgang åben i resten af december og i januar 2023.

 

Butikken har åben mandag, tirsdag og fredag 10-18 og onsdag og torsdag 11-18. Teknikeren er i butikken tirsdag og fredag 11.00-18.00.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.