Der er fløjtet start for skolernes sommerferie, og i de næste uger drager tusinder af danskere ned over autobahns og autostradaer for at nyde solen sydpå. Kør-selv-ferie bliver stadig mere populært, viser ny undersøgelse blandt 2.290 bilejere, foretaget af Applus Bilsyn i juni måned.
Hele 63 procent oplyser nemlig, at de rejser på bilferie i løbet af sommeren, hvilket svarer til ca. 1.600.000 bilejere. I 2014 var samme tal 38 procent.
– Det er voldsomt, at så mange rejser på bilferie i år. Vi ved dog, at det er en populær rejseform, fordi det er billigt, overskueligt og rigt på oplevelser, siger adm. direktør, Per V. Rasmussen fra Applus Bilsyn
Undersøgelsen viser, at de mest populære destinationer uden for Danmarks grænser er Tyskland, Italien, Sverige og Frankrig.
Men hvordan klarer man hundredevis af kilometer med utålmodige poder på bagsædet og flere uger uden hjemmets arsenal af teknologisk isenkram?
iNPUTs Torben Vognsen har samlet en række tips til alle jer, der kører mod München, Barcelona, Rom eller Stockholm. Se videoen ovenfor.