Som alle andre brygger Samsung på løsninger med kunstig intelligens til deres mobiler. Nu giver de et smugkig på, hvad vi har i vente. Galaxy AI hedder den kunstige intelligens, og vil være at finde på Samsungs mobiler i begyndelsen af næste år. Det tyder på, at den er ombord i den kommende Galaxy S24-serie.
Samsung lover, at den vil “forvandle din daglige mobiloplevelse og samtidig sikre sikkerhed og privatliv “. I et blogindlæg fortæller sydkoreanerne om en af de nye AI-funktioner, vi har i vente, nemlig AI Live Translate Call . Det er en personlig oversætter, der vil være integreret i selve opkalds-app’en.
Samsung fortæller, at “lyd- og tekstoversættelser vises i realtid, mens du taler, hvilket gør det lige så nemt at ringe til nogen, der taler et andet sprog, som at slå undertekster til, når du streamer en film eller serie”.
– Indtil nu har vi ikke set det fulde potentiale for mobile AI-løsninger. Galaxy AI er vores mest omfattende intelligens til dato, og det vil ændre på måden, vi ser på vores telefoner, fortæller Claus Holm, Landechef for Samsung Danmark.
Sådan illustrerer Samsung den nye Galaxy AI. Kunstig intelligens har i dén grad vakt mobilproducenternes interesse. Den seneste Google Pixel-telefon, Pixel 8 Pro, er spækket med AI-drevne værktøjer til at hjælpe dig med at redigere og forbedre billeder. Apple er, ifølge rygterne, også i gang med at træne en kunstig intelligens, der med tiden skal ombord på iPhones.