Det ser ud at Samsung har trådt speederen i bund for at overhale Apple indenom i julesvinget. Ifølge rygter er koreanerne ved at lægge sidste hånd på Samsung Galaxy Smart Tag, der er Samsungs bud på den ligeledes rygtede Apple AirTags, der igen er en “kopi” af Tile-produktet.
Altså: En lille plastiskdims, der kan hægtes på nøgler, kufferter og andre løsøre, der så kan findes via SmartThings Find eller Find (på iOS). Ifølge rygterne skal Galaxy Smat Tag lanceres sammen med Galaxy S21-serien, der kommer i januar.
Rygterne kommer fra en godkendelse af produktet, som er opnået hos de Indonesiske telemyndigheder. Der er ingen garanti for, at det er en Tile-enhed, men navnet mere end antyder det.
Det er ikke første gang, Samsung leger med konceptet. For to år siden lancerede Samsung faktisk den såkaldte Samsung SmartThings Tracker, der via 4G-mobilnetværket kunne lokalisere løsøre. Det er netop SmartThings Tracker, der er på billedet øverst.
Hos websitet Sammobile spekuleres der i om den nye Galaxy Smart Tag vil have både Bluetooth, LTE/4G, GPS og UWB indbygget.
Der har længe – meget længe – gået rygter om at Apple vil lancere sin egen Tile-kopi i form af AirTags. Det produkt lader dog vente på sig. AirTags vil være baseret på Ultra Wide Band, UWB.