Som det nok vil være de fleste bekendt, fik ottende og sidste sæson af Game Of Thrones premiere i dag – nærmere bestemt i nat klokken 3. Og det kunne mærkes hos teleselskabet 3. HBO-trafikken steg nemlig med 300 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste uge, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
I perioden fra kl. 3-4 slugte HBO alene 400 GB data i 3’s netværk. Det svarer til en stigning på 300 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste uge.
-Det er efterhånden kun sportsbegivenheder, der formår at samle seerne på et bestemt tidspunkt. Vi har vænnet os til at se vores serier on-demand og bingewatche hele sæsoner på én gang, så det er forfriskende, at HBO kun giver en luns ad gangen og på den måde får fansene til at sidde klar – også midt om natten, siger David Elsass, der er direktør for privatmarkedet hos 3.
3 har tidligere oplevet samme tendens med blandt andet Netflix-serien House of Cards i 2016 og 2017. Her blev sæsonerne lagt op i deres fulde længde, som gav markante stigninger i datatrafikken i løbet af hele dage og weekender. 3 oplevede på premieredagene i 2016 og 2017 en stigning i Netflix-trafikken på hhv. 20 og 17 procent sammenlignet med foregående perioder.