Android og chatbotten Gemini kommer i fremtiden til at smelte langt mere sammen i fremtidens mobiloplevelse i Googles univers. Det er netop blevet præsenteret på det årlige Made by Google, som denne gang – foruden ny hardware – lagde vægt på den dybe AI-integration i Googles produkter.
Målet er, ifølge Google, at “AI bliver et hjælpsomt værktøj i hverdagen og passer naturligt ind i de liv, brugerne allerede lever”. Og her spiller telefonen en helt central rolle. At integrere Gemini i selve Android-styresystemet skal således givemulighed for at skabe en personlig AI-assistent, der skal kunne håndtere langt mere komplekse opgaver på en langt mere intuitiv måde end tidligere.
Blandt andet præsenterede Google den nye funktion Gemini Live, der i første omgang bliver tilgængelig på Android-telefoner på engelsk for brugere af betalingsmodellen Gemini Advanced. Dansk følger på et senere tidspunkt.
Med Gemini Live kan der angiveligt føres langt mere naturlige og fortløbende samtaler med Gemini på telefonen. Du kan ikke bare få hjælp til f.eks.at brainstorme på jobs, der passer til din profil – du kan også afbryde Gemini midt i en sætning for at få uddybet en specifik pointe eller sætte samtalen på pause og genoptage den senere.
Du vælger selv, om du vil konversere på skrift eller tale – foretrækker du det sidste, kan du tilmed frit vælge mellem 10 forskellige stemmer, så du kan skabe en samtalepartner, der passer til dit temperament.
Arbejder på tværs af apps
Alleredei dag kan Gemini også bruges som en overlægger på andre Android-apps, hvor den kan hjælpe dig med at forstå konteksten omkring det, du ser på din skærm. Vel at mærke uden at afbryde det, du var i gang med.
Find eksempelvis mere information om en aktuel YouTube-video ved at klikke på ”Ask about this screen”-forslaget, der popper op, når du aktiverer Gemini i YouTube-appen. Gemini kan ikke bare læse det, der sker på din skærm, den kan også interagere mere direkte med mange af de apps, du bruger. Ser du for eksempel en video-rejseguide til Rom på YouTube, kan du bede Gemini samle alle restauranterne nævnt i guiden og plotte dem ind i Maps – eller du kan trække og slippe billeder skabt med Gemini direkte over i en anden app som Gmail.
Snart kan Gemini også interagere med endnu flere apps med udvidelsen af Gemini Extensions. Blandt andet får Gemini nu adgang til YouTube Music, så du let kan kreere den perfekte playliste til din 90’er-temafest.