Gigafactory-Berlin volder stadig Tesla problemer . Eller rettere: den endelige godkendelse til at starte produktionen. Tesla har allerede startet produktionen af Model Y på fabrikken, men de hober sig op udenfor, da de tyske myndigheders endelige godkendelse af fabrikkens produktion lader vente på sig.
Dronebilleder viser, at der nu holder adskillige hundrede Model Y på fabrikkens område. De stammer alle sammen fra en forhåndsgodkendelse til at producere 2.000 biler.
Der har været adskillige benspænd for Tesla, deriblandt flagermus, men denne gang handler det om grundvand. Brandenburg-regionen, hvor Gigafactory-Berlin ligger, lider af lavt grundvandsniveau og Teslas produktion frygtes at få for hårdt ud over reserverne.
Derfor har Tesla af flere omgange måttet revidere sin vandforsyningsplan, fortæller Electrek.
Tesla planlægger i øjeblikket at bruge 1,4 millioner kubikmeter vand årligt – eller det der svarer til forbruget for en by med omkring 40.000 mennesker. Regionen forventes at grave flere brønde for at forsøge at kompensere for reduktionen i grundvandet.
Brandenburgs økonomiminister Joerg Steinbach har dog for nyligt udtalt, at situationen er overskuelig for den første fase (model Y-produktion) af fabrikken:
– Den nuværende vandforsyning er tilstrækkelig til den første etape af fabrikken. Når Tesla udvider anlægget, får vi brug for mere, sagde Steinbach.
Dronebilleder af Model Y ved Gigafactory-Berlin.