Snart kan du give Google fingeren med god samvittighed. Søgetjenesten har netop lanceret en ny søgefunktion kaldet ‘Circle to Search’. Den gør det muligt at søge på skærmens indhold med fingeren. For eksempel ved at sætte en cirkel om et objekt, strege eller skrible.
For eksempel: Du ser en smuk frakke på et Instagram-billede, og du vil gerne vide, hvor den kan købes. Eller måske har du en kaffeaftale i kalenderen og vil finde adressen på cafeen hurtigt. Med Circle to Search kan du let finde svar på disse spørgsmål, uden at afbryde det, du var i gang med på skærmen. Med funktionen aktiveres et ekstra lag på skærmen, så man ikke behøver at skifte app for at finde information.
– Det har altid været et mål for Google, at informationssøgning skulle være så umiddelbar og intuitiv som muligt, så nysgerrigheden ikke bliver dræbt i processen med at finde svar. Her åbner kunstig intelligens for nogle helt nye muligheder for at genopdage, hvordan man søger – og finder svar, siger Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef for Google i Danmark.
Circle to Search aktiveres ved at holde hjemmeknappen eller navigationsbaren på din Android-telefon inde et par sekunder. Derefter kan du med en finger tegne en cirkel om hvad som helst på din skærm. Du kan også bruge funktionen ved at fremhæve, ’tappe’/klikke eller eksempelvis skrive et relateret spørgsmål henover et billede for at specificere din søgning og finde svar på mere komplekse spørgsmål. Når du er færdig med at søge, swiper du blot væk igen, og så er du tilbage, hvor du startede.
Den nye søgefunktion bliver fra 31. januar tilgængelig på dansk og i Danmark på udvalgte Android-telefoner. I første omgang er det Googles Pixel 8, Pixel 8 Pro samt den nye Samsung Galaxy S24-serie.