Clever har i forvejen landets største ladenetværk til elbilister. Det forspring øges nu snart med adgang til Ewiis mere end 2.000 eksisterende ladepunkter.
De to selskaber, Clever og Ewii, har nemlig indgået et nyt samarbejde. Det betyder at Clevers kunder kan lade på Ewiis nuværende og fremtidige ladepunkter. Frem mod 2025, forventer de at have mere end 4.000 styks på tværs af landet. Den øgede mulighed sker uden merpris for Clevers abonnenter.
Læs også: 22 elbiler ladetestet i vinterkulden
“Samarbejdet styrker sammenhængskraften i det danske ladenetværk. Det er et konkret bud på, hvordan vi i branchen bedre udnytter lademulighederne, så de kommer endnu flere til gode. I det her tilfælde vores kunder, som fremover får endnu bedre muligheder for at lade bilen op, når de bevæger sig rundt i landet,” siger Casper Kirketerp-Møller, CEO hos Clever.
Faktisk er aftalen den første af sin slags i Danmark. Men de to mener faktisk, at det bør starte en trend.
“Vi håber og tror på, at der kommer mange flere af denne type aftaler på lademarkedet. Vi gør det først og fremmest nemt for elbilisten og fjerner roamingomkostningerne ved at indgå en direkte aftale med Clever. Dermed skærer vi en dyr mellemmand væk. Desuden skal elbilisterne ikke bruge tid på at køre efter ladestandere fra en bestemt operatør. Set ud fra et samfundsøkonomisk og miljømæssigt perspektiv, så giver det en bedre udnyttelse af kapacitet og ressourcer, at vi stiller hinandens netværk til rådighed frem for at opføre ladestandere side om side,” siger Jesper Antoni Nicolaisen fra EWII.
Fakta om aftalen
- Aftalen træder i kraft i løbet af foråret 2024.
- Ewiis lynlader i Københavns Lufthavn bliver fra start ikke en del af aftalen
- Ladepunkterne fra Ewii bliver tilgængelige i Clevers app, hvor kunderne hos Clever kan benytte dem på lige fod med Clevers egne ladere.