Google har netop afsløret en hel masse om Pixel 4-telefonen, der forventes at blive lanceret til oktober. I en Youtube-video og et blog-post afslører Google blandt andet, at telefonen både kan låses op og betjenes helt uden fysisk berøring. Telefonen får nemlig ansigtsgenkendelse i stedet for fingeraftryksscanner. Google afslører også at Pixel 4 vil være udrustet med en ny ”Motion Sense”-funktion, der er baseret på Projekt Soli, der benytter radar til at opfange håndbevægelser tæt på telefonen.
I det hele taget vil Pixel 4 være udrustet med en hel hær af forskellige sensorer over skærmen på fronten. Som billedet herunder viser, skal der bruges tre forskellige sensorer til ansigtsgenkendelsen alene. Derudover en Soli Rader-chip, nærhedssensor, infrarødt kamera og naturligvis frontkameraet til selfies.
(Foto: Google) ”Motion Sense”-teknologien bliver kort nævnt, men Google kommer ikke nærmere ind på, hvordan radarchippen virker og præcis hvilke muligheder den giver. Men tidligere rygter og artikler om Projekt Soli har forklaret, at teknologien gør det muligt at betjene eksempelvis volumenknappen ved at ”skrue ned” på en virtuel knap i nærheden af telefonen. I Googles blog-post skriver de:
”Pixel 4 vil være den første enhed med Soli, der driver vores nye Motion Sense-funktioner, så du kan springe over sange, snooze alarmer og afvise telefonopkald bare ved at vifte med hånden. Disse funktioner er bare starten og ligesom Pixel bliver bedre med tiden, vil også Motion Sense udvikle sig.”
Driller Samsung Med under en uge til lanceringen af Samsung Galaxy Note 10 er der ikke nogen som helst tvivl om, at tidspunktet er velvalgt af Google. Med så væsentlige forbedringer kan andre telefoner, med fingeraftryksscanner, nærmest kun virke antikvariske.
Det virker som ren drilleri fra Googles side.
Tidligere rygter peger på, at der (igen) kommer to Pixel 4-modeller. Den store XL vil have tre kamerasensorer, samlet i en firkant, på bagsiden. Der ser ud til at være to kameralinser, en tredje sensor, der muligvis er en dybdesensor, samt en LED-blitz.
Det forventes at Pixel 4’erne vil være drevet af Snapdragon 855-chipsættet, der også bruges i bl.a. OnePlus 7 Pro. Det understøttes af, at der dukkede benchmark-resultater op på Geekbench tidligere på året under kodenavnet ”Google Coral” og de resultater svarede ret godt til andre Snapdragon 855-telefoner.