Ifølge nye rygter arbejder Google på at lave en sporingsenhed, der skal konkurrere mod Apples AirTag. Den går under kodenavnet Google Grogu. Rygterne stammer fra Kuba Wojciechowski, der har en anstændig historik som lækker af Google Pixel-rygter.
Ud over “Grogu”, der er en reference til Star Wars-serien The Mandalorian, har den interne navne som GR10 og Groguaudio. Sidstnævnte kan antyde, at enheden vil være udrustet med højttaler. Det samme er AirTag.
Rygterne hævder også, at Nest-teamet tilsyneladende har taget føringen i udviklingen, og at trackeren muligvis vil være tilgængelig i flere farver.
Apples AirTag benytter Ultra Wide Band, UWB, til nøjagtig sporing. Siden 2021 har Google inkluderet UWB i Pro-udgaverne af Pixel-telefonerne. Tanken er naturligvis, at Google Grogu skal glide ind i Find Min Enhed-netværket, som Google har bygget op.
Siden Apple lancerede sin AirTag i 2021 har der været voldsomme bekymringer om misbrug. Sporingsenheden kan blandt andet bruges til at overvåge andre personer. Forrige år kunne vi også fortælle, at biltyve bruger Apples AirTags som værktøj til at markere og finde biler, de senere vil stjæle.
Apple har lavet adskillige modifikationer og forbedringer i softwaren, der skal gøre et sværere at misbruge trackeren.
Der er ingen forlydender om, hvornår Google Grogu forventes at komme på markedet.