Google opruster igen på hardware – denne gang med en kombination af en skærm og en højttaler – med indbygget Google Assistant. Google Home Hub hedder vidunderet.
Home View samler enheder
Apple har HomeKit – nu har Google noget tilsvarende i Home Hub, som de kalder Home View. Det fungerer på ca. samme måde, så man eksempelvis kan kontrollere Hue enheder eller – selvfølgelig – Googles egne Nest enheder. Over 2.000 producenter laver allerede enheder, der er kompatible med Home View.
God i køkkkenet
Ifølge Google selv vil Hub være perfekt i køkkenet. Den vil kunne styres via stemmen og vise bunker af opskrifter og videoer til at akkompagnere amatørkokken. På den måde slipper man for fedtede fingre på skærmen.
Intet kamera
Google har med vilje undladt at tilføje et kamera til Home Hub – på den måde mener de, at folk vil være mere trygge ved at bruge hubben.
Om aftenen slukker skærmen desuden automatisk så den ikke generer med lyset. Home Hub kan også sættes til “downtime”, hvor den ikke interagerer med nogen – undtagen selvfølgelig alarmer og andet vigtigt.
Digitalt fotoalbum
Kan du huske de digitale fotorammer, der var det nye sort i forrige årti? Det bliver genoplivet i Hub – som dog også er blevet lidt klogere. Eksempelvis viser den ikke dårlige billeder – den finder selv ud af, hvilke billeder er gode nok til at blive vist på skærmen.
Billig Home Hub?
Prisen på Google Home Hub er ganske billig – faktisk koster den kun 149$ eller ca. 1.000 danske kroner. Det er endnu ikke sikkert, at hubben bliver lanceret i Danmark – vi følger naturligvis op på sagen.