Dagens høst for Google fans var intet mindre end voldsom. Der var, selvfølgelig, Pixel 4 telefonerne, som var helt hvad rygtebørsen havde ventet . Men der var også både hovedtelefoner, nye Nest wifi enheder – med indbyggede højttalere, en Chromebook-computer og en ny udgave af Nest Mini. Som i øvrigt desværre er det eneste produkt, vi ser ud til at få til Danmark – i hvert fald i første omgang.
Nye Pixel 4 telefoner De nye Pixel 4 telefoner tager – naturligvis – kampen op med konkurrenterne når det kommer til kameraet. Ligesom iPhone 11/11 Pro har de fået flere kameraer på bagsiden og Google lover, at de kan tage bedre billeder end konkurrenterne. Det er efterhånden en lidt gammel sang, men ikke desto mindre har Pixel telefonerne en god trackrecord for at være ganske habile på kameraet.
De to telefoner bruger begge Snapdragon 855 og har 6GB hukommelse. De fåes i to versioner: 64GB og 128GB. Her halter de altså noget efter konkurrenterne, der stort set alle har mindst en 256GB model. De to telefoner kommer i tre farver; Orange (som er sådan lidt laks i det), sort og hvid. Orange og hvid har begge matte bagsider, mens sort er mere pianolak.
Telefonerne har, ligesom OnePlus’ topmodeller, en 90Hz skærm, hvilket skulle sikre bedre billedkvalitet. Desværre betyder det også, at telefonen bruger mere batteri. Og endnu ubekræftede rygter taler om, at der kun er blevet plads til et 2800mAh batteri i den lille Pixel og et 3700mAh i den store. Det er mindre end hvad konkurrenterne kan levere, så hvis du er på markedet efter en ny Pixel skal du holde dig for øje at batterilevetiden kan være en del mindre.
Ingen af modellerne kommer desværre i Danmark.
Nest Mini Højere og bedre lyd – og muligheden for at hænge den op. Det er egentlig nyhederne i den nye udgave af Google Home Mini; nu omdøbt til Nest Mini. Rygter om et 3,5 mm jackstik, der skulle give den Chromecast-superkræfter var desværre ikke sande. Til gengæld kan man skrue op og ned for musikken ved at røre ved enheden. Nest Mini er den eneste af de nye produkter, der med garanti kommer til Danmark, den kan nemlig allerede forudbestilles nu for 449 kroner. Her er en kæk lille video fra Google:
Nest Wifi Google Wifi-routeren har også skiftet navn. Nu hedder den Nest Wifi og den er blevet “splittet i to”; nu er der nemlig både en central router-enhed og en satellit, kaldet “Point”, der kan placeres et andet sted i huset. Satellitten dublerer også som højttaler a la Nest Mini. Designet er radikalt mere afrundet end på Google Wifi og nu fås den også i forskellige farver, så den matcher hjemmets interiør. Det er meget uvist om den kommer til Danmark, men da Google Wifi kan købes herhjemme har vi også en klar forventning om, at Nest Wifi på et eller andet tidspunkt lander i butikken. Andre steder bliver den tilgængelig den 4. november.
Google Pixel Buds En af de få produkter, som Google havde formået at holde temmelig hemmelig, var den nye udgave af Pixel Buds. Vi vidste de kom, men vi vidste ikke at de var komplet trådløse a la AirPods (de nuværende Pixel Buds har snor imellem). Hovedtelefonerne understøtter naturligvis Google Assistant. Google lover, at de har ekstrem lang rækkevidde – en fodboldbane-længde eller gennem tre rum, blev det lovet fra scenen. Hver prop har fem timers batterilevetid og via opladeretuiet kan de klare sig i 24 timer mellem hvert besøg i en stikkontakt. Prisen bliver 179 dollars – 1.250 kroner inden diverse skatter. Apropos: Vi ved ikke om de kommer til Danmark, men det har vi masser af tid til at undersøge; Pixel Buds kommer nemlig først på markedet til foråret næste år.
Google Pixelbook Go Google har opdateret sin to år gamle Pixelbook med en ny udgave, kaldet Pixelbook Go – og den holder et prisleje, hvor de fleste kan være med. Go er en Chromebook med trykfølsom 13,3-tommer skærm. Umiddelbart ligner den en MacBook, men vend den om, så minder den mere om … et vaffeljern. Et rillet mønster skal gøre den nemmere at håndtere. Den kommer i to farver, nemlig sort og pink. Derudover fås den i fire konfigurationer med forskellige processorer og lagerstørrelser. Batterilevetiden er 12 timer.
13,3-tommer trykfølsom skærm (1080p – 4K-opløsning kan tilkøbes). Intel Core m3, i5 eller i7-processor 64, 128 eller 256 gigabyte lager 1,1 kilo 13,4 mm tyk Bluetooth 4.2 Wifi 802.11 a/b/g/n/ac, 2×2 MIMO, dualband (2,4 / 5.0 GHz) 2 megapixel kamera (60 fps, 1080p) Priserne starter ved 649 dollars – 4.400 kroner inden moms og afgifter – men topmodellen med 4K-skærm, 16GB RAM, 256GB SSD og i7-processor koster 1.399 dollars.