Billeder af den nye Google TV Streamer slap ud allerede for et par uger siden, men nu er afløseren for Chromecast med Google TV officielt lanceret. Den kommer i handelen den 24. september og får en pris på 899 kroner. Altså væsentlig dyrere end Chromecast med Google TV.
Til gengæld får man også en enhed med et helt nyt design, ligesom den har fået opgraderet både billede-, stemme- og brugerflade, mere lagerplads og hurtigere loadtid. Men det bedste er, at den er udviklet til at fungere som en hub for hjemmets intelligente enheder.
Således kan der tilsluttes og styres kompatible Matter og Google Home-enheder, ligsom den har indbygget Thread-grænserouter. Det er funktionalitet, der egentlig blev lovet til forgængeren, Chromecast med Google TV, men altså nu kommer først i afløseren.
Google TV Streamer bringer også Google Home-panelet til tv’et. Herfra kan man blandt andet tjekke kameraer, justere lys og temperatur uden at forlade sofaen.
For at kunne levere varen, er Streameren også udstyret med kraftigere processorkraft og dobbelt så meget hukommelse som forgængeren.
Nu med kunstig intelligens Men der naturligvis også kunstig intelligens ombord. Google har nemlig integreret Gemini, der kan samle forslag på tværs af alle dine kanaler baseret på personlige præferencer, opsummere tidligere sæsoner, og vise anmeldelser.
Eksempel på brugerfladen på Google TV Streamer (foto: Google). For bedre at kunnen udnytte de nye funktioner, har Google også lavet en helt ny fjernbetjening. Ifølge marketingmaterialet er den nemmere at bruge og ligger bedre i hånden, med en bagside med tekstur log optimeret layout af knapper. Den har også en ny knap, der kan tilpasses, så den åbner din favorit-app, skifter input eller åbner Google Home-panelet. Der er endda en gimmick, der kan få fjernbetjeningen til at ringe, hvis den har forlagt sig mellem sofapuderne.
Google TV Streamer understøtter – naturligvis – 4K, ligesom den kan håndtere både Dolby Vision og Dolby Atmos surroundlyd. Det er også fortsat muligt at caste indhold fra både Android og iOS til boksen, så indholdet kan vises på den store skærm.
Den nye fjernbetjening (foto: Google). Pris og lancering
Den nye enhed fås alene i farven som Google kalder for ‘porcelain’, altså hvid, her i Danmark. Når den kommer i handelen, vil den blandt andet kunne købes fra Google Store.
Enheden lander i Danmark den 24. september til en vejledende pris på 899 kroner.