Der er små to uger, til Google holder sit årlige Made by Google-event og lancerer Pixel 4 flagskibet, der har spændende ny radarteknologi ombord. Men flere ugers rygter og læk kulminerede i aftes, da den notorisk pålidelige lækker Evan Blass lagde to officielt udseende billeder af telefonen på Twitter – en sort og en hvid model af den mindste variant (der kommer også en Pixel 4 XL).
Det mest interessante ved de nye billeder er, at vi nu kan se det ret farverige og abstrakte wallpaper, der viser et ”P” og et ”4”. Farverne på billedet er naturligvis de fire Google-farver, tilføjet en meget mørk blå. Farver, der matcher den angiveligt lækkede promo-video.
Men vi får også et glimt af rammen over skærmen, hvor sensoren til den nye radarteknologi, Soli, er placeret sammen med face unlock-sensoren. Som vi har skrevet om tidligere giver Soli mulighed for at betjene telefonen uden at røre fysisk ved den.
Ud over Soli har Google bekræftet at telefonen får 90Hz-skærm – ligesom OnePlus 7 og 7T – men det største mysterium er lige nu, hvordan de tre linser i kameraterningen er konfigureret.
Google præsenterer Pixel 4 telefonerne ved sit Made by Google 2019-event den 15. oktober. For os danskere bliver det interessant, om Google langt om længe vælger at sælge Pixel 4 direkte fra deres danske Google Store eller om vi fortsat må forlade os på den grå import.