GadgetsTophistorie

Google Pixel 9 serie lanceret i Mountain View

Googles næste udgave af deres Pixel 9 kommer til at have (endnu mere) fokus på AI

Som det efterhånden er fast tradition er Google nu klar med en ny generation af deres Pixel telefoner. Denne gang er der sket noget på især de logistiske ting omkring lanceringen, der i år kommer flere måneder tidligere end tilfældet var sidste år – ligesom den også er flyttet fra Googles New York kontor til moderskibet i Mountain View syd for San Francisco. Men selve lanceringen er nogenlunde tilsvarende de seneste par år – denne gang er det så bare Pixel 9 serien, der bliver lanceret.

Et større lineup

Pixel serien ligner efterhånden ret meget det, konkurrenterne også har på hylderne. En “ren” Pixel 9, en Pixel 9 Pro, og en Pixel 9 Pro XL. Ligesom Samsung har Google også en Fold udgave af Pixel 9 serien, der også bliver tilgængelig i Danmark for første gang – den har fået sin egen artikel her af samme grund. Men der er også en del nyheder for de tre “almindelige” Pixel og Pixel Pro modeller, som vi har samlet herunder:

 

Pixel 9

Basis udgaven af Pixel serien, der blot hedder Pixel 9, og den ligner temmelig meget sidste års Pixel 8, dog med et par vigtige forbedringer. Den naturligvis fået Googles nyeste processor, Tensor G4, omend det ikke nødvendigvis er den store fordel i den virkelige verden hvor mobilchips efterhånden aldrig mangler kræfter. Der kan dog, over de næste år, komme mere avancerede AI funktioner der vil stille større krav til processorer, så det er aldrig dårligere at få lidt ekstra hastighed. Der er dog ikke mange forbedringer at komme efter i Tensor G4 over forrige generation. Der er meget små opgraderinger på selve de chips der indgår i systemet, men samlet set burde der dog være en lille forøgelse af hastigheden.

Skærmen er blevet 0,1″ større, hvilket de færreste nok vil opdage – til gengæld er den blevet betydeligt mere lysstærk og når nu op til 2700 nits – den forrige nåede “kun” 2000. Det kan godt betyde en del – især ved afspilning af HDR indhold, som naturligvis understøttes. Både skærmen og bagsiden er udrustet med Gorilla Glass Victus 2, hvilket burde give ekstrem holdbarhed under langt de fleste forhold.

 

Der er også blevet plads til 12GB hukommelse – hvor forrige generation kun havde 8GB. Det kan godt vise sig at være en betydelig opgradering, og det er i hvert fald vigtigt i forhold til afvikling af tunge opgaver. Denne gang kommer der også en 256GB udgave udover den lille version med 128GB, hvilket også vil betyde noget for enkelte brugere.

Lynopladning kan nu også nå 45W, hvilket er en betydelig forøgelse over sidste års 27W.

Pixel 9 Pro og Pro XL

Den absolutte topmodel kommer i to versioner: Pixel 9 Pro og Pixel 9 Pro XL. Der er ikke meget forskel på de to udover skærmstørrelsen, der er henholdsvis 6,3″ og 6,8″.

 

Ligesom den almindelige version af Pixel, er 9 Pro og Pro XL også udrustet med den nye Tensor G4 – helt den samme model. Så du får altså ikke ekstra ydelse ved at vælge en Pro model. Til gengæld får du en bedre skærm, især når det kommer til lysstyrke, som nu når hele 3000 nits ved højeste niveau – og endda 2000 ved laveste. Der er også dynamisk opdatering fra 1-120Hz, hvilket burde betyde en del for strømforbruget i forhold til den almindelige 9’er, der kun kan variere fra 60-120Hz. Alt i alt en imponerende skærm, og Google hævder da også, at de nu har branchens bedste skærm. Det er dog for egen regning – indtil vi får enhederne til test.

Pro modellerne har også fået hele 16GB RAM og op til 1TB hukommelse. Det er, underligt nok, mere end hvad der tilbydes på Pixel 9 Pro Fold, der “kun” går til 512GB hukommelse.

Kameraet består – som det efterhånden er standard – af tre linser. En 50mp vidvinkel som standardkamera og en 48mp ultravid med makrofokus. Derudover også en 48mp telefotolinse med 5x optisk zoom. Det er noget nær standard for topmodellerne fra alle de store producenter. Kameraet på forsiden af telefonen er 42mp, hvilket også er ganske rimeligt, set i forhold til konkurrenterne.

 

Batteriet i den “lille” 9 Pro er på ca. 4700mAh, og den store XL har 5060mAh. En lidt besynderlig detalje er, at XL er angivet til at kunne lynoplade til 70% på en halv time – hvor 9 Pro kun kan nå 55% på den samme mængde tid.

Priserne på Pixel 9 begynder ved 6.999 kr. 9 Pro begynder ved 8.599 kr. og 9 Pro XL koster 9.399 kr. for den mindste model med 128GB.

 

Pixel 9 og 9 Pro XL er i butikkerne 23. august, mens 9 Pro først dukker op 9. september.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.