AnmeldelseMobil og tabletsTophistorie

Anmeldelse: Google Pixel 9 Pro Fold

Google Pixel 9 Pro Fold er den hidtil bedste foldbare telefon - men små skønhedsfejl trækker lidt ned

Indrømmet, jeg har altid kunnet lide ideen om en foldable. Men på den anden side har jeg også været skeptisk overfor teknologien af flere grunde; først og fremmest synes jeg den virker en smule… Usikker. Jeg har med tidligere foldbare følt, at kvaliteten på selve foldemekaniskmen var problematisk selv om producenten har gjort hvad de kunne for at overbevise om, at alt var godt, og at mekanismen kunne klare X millioner ”fold”. Jeg har også synes at selve folden midt på den store skærm har været alt for tydelig. Spørgsmålet er så, om den nye Google Pixel 9 Pro Fold kan være den telefon, der kan overbevise mig (og potentielle købere) om, at det er tid til at skifte til en foldbar telefon.

Design og byggekvalitet

Først og fremmest har Google adresseret et af mine andre klagepunkter ved foldbare; Pixel 9 Pro Fold er tyndere end de andre jeg har haft fat i, hvilket betyder at den faktisk let kan være i en lomme. 10,5mm er tykkelsen når telefonen er foldet sammen – det er rigtigt fint, og kombineret med en vægt på kun 257g er det ikke en kæmpe telefon man skal slæbe rundt på. Det er glimrende lavet.

 

Når telefonen er foldet sammen, fungerer den ydre 6,2 tommer skærm som en almindelig Android smartphone, mens den foldede, indre 8”  tommer skærm åbnes og afslører en minitablet størrelse, der er blevet noget større siden sidste generation. Materialer som metalrammen og den glatte hængselmekanisme gør, at enheden ikke bare føles holdbar, men også ser premium ud – den ligner meget topmodeller fra andre producenter.

Folden i midten af skærmen ses naturligvis – især når der ikke vises noget på den. Men når der er indhold på den forsvinder folden i en grad, jeg faktisk ikke har set før. Med andre ord fjernes her endnu et af mine forbehold ved foldbare – i hvert fald i en sådan grad, at jeg ikke bliver irriteret over det i daglig brug.

 

Skærme og visuel oplevelse

Skærmene på Pixel 9 Pro Fold er generelt fremragende. Den ydre skærm er en AMOLED-skærm med en opdateringsfrekvens på 120Hz, hvilket gør navigation og visuel oplevelse behagelig. Den store skærm på indersiden har ligeledes har en 120Hz opdateringsfrekvens. Den indre skærm udnytter næsten hele fladen, og lysstyrken er høj nok til at gøre den brugbar udendørs i stærkt lys. Skærmens farver er levende, og både tekst og billeder står skarpt. 

Opløsningen på inderskærmen er 2076 x 2152, men de dage hvor man kunne se individuelle pixler er langt væk, så i praksis er det nogenlunde lige meget så længe alt ser subjektivt godt ud – og det gør det absolut.

Ydeevne og hardware

Med Googles egen Tensor G4-chipset har Fold kræfter nok til det meste. Og selv om Tensor G4 har fået en del kritik for ”kun” at være bygget på 4nm teknologi, og dermed være lidt bagud i forhold til konkurrenterne der kører 3nm, så er det i praksis altså ikke noget, man mærker i hverdagen. Alt kører fuldstændigt flydende, selv hardcore 3D spil. Det skal dog siges, at der går rygter om, at Google selv tager ”helt” over på den næste generation af chips, og dermed skulle de altså tage et grundigt spring. I forhold til det faktum, at vi ser ind i en fremtid med meget krævende AI funktioner kan det derfor godt være, Tensor 3 chippen kommer til kort om nogle år – og det ER jo en meget dyr telefon, så man ville jo foretrække, at den kunne overleve i hvert fald 3-4 år. Men vurderet ud fra nutiden og ikke fremtiden er ydelsen altså rigeligt til alt det, du kan forestille dig at lave med Pixel 9 Pro Fold.

 

Hele 16 GB RAM sikrer, at apps kører glat, og selv ved krævende opgaver som multitasking eller spil er der ingen mærkbare forsinkelser. Apps starter hurtigt, og telefonen er en glæde at bruge i dagligdagen, uanset om det er til krævende opgaver eller let multitasking. Så om du vil vente og håbe på bedre ydelse næste år er op til dig – jeg ville umiddelbart ikke vente hvis jeg havde behov for en ny telefon nu.

Kamera og billedkvalitet

Google er kendt for sine stærke kamerafunktioner, og Pixel 9 Pro Fold er da også bestykket med et udmærket kamera. Med et 50 MP hovedkamera og to sekundære kameraer (48 MP telefoto og 48 MP ultravidvinkel) leverer telefonen flotte billeder i stort set alle lysforhold. I lav belysning klarer kameraet sig middelmådigt, og det er nok mest takket være Googles softwareoptimeringer og brug af AI at det ser så relativt godt ud, for det er tydeligt, at hardwaren her er en generation gammel – også når man skeler til Pixel 9 Pro XL.

Ved almindelige lysforhold klarer den sig så godt som stort set alle andre topmodeller på markedet – det vil sige, at den tager ganske glimrende billeder. Dens makrofunktion er også udmærket, omend den mangler lige det sidste for at være på niveau med eksempelvis iPhone 16 Pro – især fordi den er lidt sløv til at stille skarpt. Men det er småting.

 

Alt i alt er det et udmærket kamera, der sidder på Fold – og jeg tror ikke, den almindelige bruger kommer til at føle forskellen. Til gengæld tror jeg at de brugere der køber Fold er en lidt mere krævende brugergruppe, og selv de små forskelle der er fra Pixel 9 Pro XL til Folds kamera vil formentlig betyde noget for især indholdsskaberne – også selv om forskellen i kvalitet virkelig er meget lille.

Software og funktioner

Pixel 9 Pro Fold leveres med Android 14 og tilbyder en ren, enkel brugeroplevelse. Jeg har altid været fan af den helt rene Google software uden diverse ændringer (Samsungs One UI som en mulig undtagelse). Den store skærm gør multitasking til en let sag, og det er muligt at bruge flere apps side om side uden nogen form for forsinkelse. Funktioner som Google Assistant (og Gemeni) fungerer hurtigt og præcist, og Tensor G4-chippen gør hele brugeroplevelsen glidende.

 

Der hvor der kan være en smule problemer med softwaren er ikke så meget hos Google som hos nogle af 3. parts udviklernes software. Der kan for eksempel være dialogbokse hvor teksten på mærkelig vis står med linierne overlappende. Og i flere apps er det også lidt anstrengende at læse en historie fordi der ikke er taget hensyn til den brede skærm. Normalt ville man så have lavet spalter – men i langt de fleste tilfælde er der blot en enkelt spalte der så bliver rigtigt bred og det gør læsbarheden dårligere. Det er ikke en katastrofe, men blot et eksempel, og der er også mere graverende problemer fordi formatet simpelthen ikke er udbredt nok til, at udviklerne ”gider” sørge for, at det er understøttet. Vi kan jo så håbe at det kommer, og det er i øvrigt blevet bedre i forhold til da de første foldbare dukkede op for nogle år siden. Men som ny køber skal du selvfølgelig være klar på, at det er en ting.

Batterilevetid og opladning

Med et 5.060 mAh batteri tilbyder Pixel Fold 9 Pro en solid batterilevetid, selv ved intensiv brug. Telefonen kan holde en hel dag uden problemer, og hurtigopladning er en praktisk funktion, der gør, at den kan nå omkring 70 procent på en halv time, hvilket er tilstrækkeligt til at klare resten af dagen.

 

Selvom batterilevetiden kunne forbedres yderligere, især hvis skærmen bruges meget i udfoldet tilstand, er det ikke et stort problem i daglig brug. Strømbesparende funktioner hjælper også med at forlænge levetiden på de dage, hvor telefonen bruges mere intensivt.

Konklusion

Google Pixel 9 Pro Fold er absolut en af mine favorittelefoner i år. Den leverer på stort set alle parametre, men har dog også sine svagheder – især batterilevetid og det marginalt dårligere kamera end hvad du får i de andre Pixel Pro telefoner trækker ned. Til gengæld trækker det op, at folde-funktionen virker, telefonen virker bundsolid og designet er så godt som nutidens teknologi tillader.

Men prisen … Yikes. Ca. 13.000 kroner for den ”lille” udgave er simpelthen helt i skoven. Samsungs Galaxy Fold6 koster næsten 1/4 mindre nu, så det ville have klædt Google at starte lidt mindre voldsomt ud. Når det er sagt, så skal det nok gå som det altid går, og så kan du købe 9 Pro Fold betydeligt billigere om ganske kort tid. Og hvis der bliver skåret ca. 1/4 af prisen så den ender nede omkring de 10.000 kr., ja så synes jeg faktisk du får en glimrende telefon, hvis altså du har brug for den der specifikke telefon/tablet hybrid som Fold jo er. Hvis du ikke har brug for at have det hele med i lommen hele tiden, så ville jeg virkelig overveje grundigt ”bare” at købe den normale Pixel 9 Pro XL og en Pixel Tablet. Eventyret med foldbare telefoner er kun lige startet, så jeg glæder mig allerede til Pixel Pro X Fold!

Google Pixel 9 Pro Fold

Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris

Fra 13.059 kr.

Google Pixel 9 Pro Fold er den hidtil bedste foldbare telefon - men små skønhedsfejl trækker lidt ned

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.