Google meddeler, at de har nået en milepæl i udviklingen af kunstig intelligens med lanceringen af den nye sprogmodel Gemini. Startende i dag bliver modellen gradvist rullet ud til Googles tjenester og gjort tilgængelig for udviklere. Chatbotten Bard får en stor opgradering, som inden længe kommer til Danmark.
Sprogmodellen er ifølge selskabet selv den mest kompetente og fleksible AI-model, Google har præsteret til dato. AI er allerede i dag dybt integreret i de fleste af Googles tjenester. Og når den underliggende sprogmodel – motoren – forbedres, påvirker det derfor den måde, som milliarder af mennesker søger og interagerer med information på verden over.
Konkret vil Gemini fremover forbedre Googles produkter på tværs af både søgemaskinen, Pixel-telefoner, Android og meget mere. Modellen kommer derfor i tre forskellige udgaver: Nano, der er optimeret til brug på telefoner. Pro, som er den bedst egnede til en række tjenester. Og endelig Ultra, den største og højest udviklede model, som er egnet til de mest komplekse opgaver.
Gemini er født multimodal. Det vil sige, at den fra start er trænet på materiale, der omfatter både tekst, billeder, lyd, video og kode. Det skal gøre den langt bedre og hurtigere end tidligere modeller til at forstå, opsummere og kombinere forskellige typer af information. Gemini skulle også være særligt god til at forklare matematiske modeller og logikker.
Startende i dag implementeres Gemini i Googles gratis AI-chatbot Bard i mere end 170 lande og territorier. I første omgang ikke i Danmark og resten af EU, men det følger inden længe, loves det.
Gemini bliver også gradvist gjort tilgængelig for virksomheder og udviklere gennem Google Cloud.I de kommende måneder bliver Gemini derudover rullet ud til en lang række andre Google-produkter.
Mere info