Teknologi

Googles leveringsdroner er på vej til Norden

Googles moderselskab, Alphabet, har meddelt, at de vil teste deres drone-leveringstjeneste i Finland til næste år.

Finlands hovedstad, Helsinki, bliver den første europæiske base for Wing, der leverer varer via droner. Wing er ejet af Alphabet og har hidtil testet sine droner i Australien. Dronerne kan levere pakker på op til 1,5 kilo inden for få minutter efter en ordre er sendt afsted.

Wing siger at deres droner har fløjet mere end 55.000 ture i Australien, hvor de har leveret alt fra medicin over kaffe til husholdningsgenstande. Finland er valgt som Europæisk spydspids fordi finnerne er ”kendt for at tage godt imod ny teknologi”, skriver BBC.

 

Bestil via smartphone

Ideen er, at kunderne skal kunne bestille varer via en app – og varerne leveres uden omkostninger i testperioden. Wing forventer at levere ting som madpakker, hovedpinepiller og rengøringsmidler. Altså varer, der ikke vejer alverden.

Wing er en del af Alphabets Other Bets-division der også inkluderer det selvkørende-bil-projekt Waymo og Loon-projektet, der vil give internet til hele kloden ved hjælp af balloner.

 

Amazon vil også i luften

Alphabet og Google er ikke de eneste, der vil levere varer via droner. Det er også en varm kartoffel for Amazon. I december 2013 lovede Amazon-chefen Jeff Bezos at hans Prime Air-tjeneste ville være i luften inden for fem år. Det er dog ikke sket – men projektet eksisterer endnu.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.