AnmeldelseFoto og video

GoPro Hero4 Black Edition

Lige som iPod’en blev de facto standard for mp3-afspillere, er GoPro-kameraerne blevet ambassadører for action-kameraerne. Siden de første digitale GoPro-modeller blev lanceret i 2007, har GoPro justeret og forfinet sine kameraer og konkurrenterne må nøjes med at halse efter. Seneste flagskib er GoPro Hero4 Black Edition, der er smækfyldt med isenkram og i virkeligheden sigter efter et professionelt marked. Til os andre har GoPro lavet Hero4 Silver Edition – læs mere om det i boksen andetsteds på siden – men her er det topmodellen, vi kigger på.

Set udefra er der ikke sket det store med Hero4 Black Edition. Den ligner forgængeren Hero3+ på en prik. Den har nøjagtig samme dimensioner, men vejer dog et par gram mere. Den har også samme sensorstørrelse og samme optik som forgængeren, nemlig en relativt hurtig fast linse med f/2,8 blænde i ultra-wide.

 

Potent processor
Men der holder sammenligningen også op, for der er sandelig sket ting og sager under køleren. Primært i form af en kraftigere processor, der gør det muligt at optage 4K-video (3840 x 2161 pixels) med op til 30 billeder i sekundet. Forgængeren Hero3+ kunne optage 4K med 15 billeder i sekundet. Det giver naturligvis supersprøde optagelser, med billeder så store, at man efterfølgende kan komponere billedet og skære fra – ”croppe” – og alligevel ende op med video i Full HD 1080p. Det giver masser af muligheder for efterbehandling.

Processoren giver i det hele taget masser af nye muligheder. Slowmotion-videoer kan optages i 1080p med op til 120 billeder i sekundet – 240 billeder, hvis du kan nøjes med 720p-opløsning. Det giver silkebløde optagelser. Bitraten har også fået en ordentligt nøk fra 45Mb/s i forrige generation til 60Mb/s i Hero4+ Black Edition. Det viser igen, at Hero4 Black Edition henvender sig til et pro-segment. Yderligere har Hero4-modellerne fået Bluetooth i tillæg til wifi; det bruges vist primært til kommunikationen mellem kameraet og den medfølgende smartphone-app.

 

Derudover har Hero4 fået ny brugerflade, mulighed for at markere bestemte øjeblikke under optagelse og en bedre kamera-kontrol med en dedikeret knap (wifi-knappen, red.), der gør det nemmere at tilgå og ændre kameraets indstillinger.

Ikke just indbydende
Og netop indstillingerne kan være en udfordring, for brugerfladen på Hero4 Black Edition er ikke just indbydende og overskuelig. Det kræver tid at sætte sig ind i kameraet og alle dens muligheder, men det kan betale sig, for resultaterne kan blive fantastiske, hvis man hiver lidt i håndtagene. Det hjælper en hel del på brugervenligheden at parre kameraet med mobilen og bruge GoPro app’en til at indstille optagelserne, men det sluger batteri – både på kameraet og på telefonen. Der er desuden lag på et sekunds penge, og i adskillige af de avancerede optagemåder er der heller ikke noget preview, når du optager.

GoPro har tilføjet to nye optagemetoder i Hero4, nemlig Night Lapse og Night Photo, der giver længere lukkertider, så både billeder og video, der er optaget om natten, ser fremragende ud, uden at man som nybegynder skal gennem adskillige testoptagelser.

 

Blændende video
GoPro leverer naturligvis ikke videokvalitet som et dedikeret handycam. Når det er sagt, så er det saftsusemig imponerende optagelser, man kan vride ud af kameraet. Detaljerne er skarpe og i godt lys er der minimalt med støj på optagelserne. Kromatisk aberration er heller ikke noget stort problem. Auto-eksponeringen fungerer imponerende, når man stager kameraets størrelse i betragtning, og giver gode resultater selv om lyset skifter under optagelsen.


Lidt video, vi har skudt med GoPro Hero4 i testperioden.

Glemmer man at slå Protune til, kan optagelserne godt være lidt ”flade” i farverne, men det er helt bevidst for, at man bedre kan manipulere med farverne i efterbehandlingen. Med Protune slået til, leverer GoPro saftige, lækre farver. Og savner man stadig en smule, kan man benytte Protune-filteret i GoPro Studio-softwaren. Et program, der i øvrigt er meget simpelt, uden at det går ud over mulighederne for at skabe gode videofilm. Den eneste mangel er sådan set en ordentlig billedstabilisering, som er dukket op hos nogle af konkurrenterne. Mon ikke det kommer i Hero5?

 

En times sjov
Batterilevetiden på Hero4 Black Edition er stort set identisk med tidligere modeller, nemlig omkring halvanden times 1080p-optagelser eller en times 4K. (træk 10 minutter fra, hvis du har wifi tændt, red.). Heldigvis kan batteriet skiftes ud og det er næsten obligatorisk at have mindst et ekstra-batteri med i tasken. Der er også mulighed for at købe en batteriudvidelse, der klipses bag på Hero4 og giver mindst dobbelt op på batterilevetiden. Men det er ekstraudstyr.

Dommen
GoPro4 er et forrygende action-kamera. Til trods for den manglende billedstabilisering, så ser optagelser fantastiske ud. Vi kunne ønske os bedre batterilevetid og betjeningen er også bøvlet uden mobil, men det er imponerende, at man kan optage 4K med 30 billeder i sekundet på så lille en enhed – noget du virkelig vil sætte pris på, hvis du har en 4K-fladskærm. Med Hero4 sidder GoPro solidt forrest i bussen.

 

TIP: DET RIGTIGE SD-KORT
GoPro anbefaler to slags microSD-kort, som de selv forhandler. Jeg var nærig og valgte et no-name-kort fra den lokale pusher. Det gav mig alvorlige problemer, idet der var fejl på microSD-kortet når jeg optog 720p med 250fps. Kortet var simpelthen ikke hurtigt nok. Da jeg i stedet brugte et anbefalet kort, var der ingen problemer.

ALTERNATIVET: GoPro Hero4 Silver Edition
På trods af, at Silver Edition har indbygget trykfølsom LCD-skærm på bagsiden, er den faktisk billigere end Black Edition. Det skyldes at Black Edition er rettet mod professionelle brugere og har flere muskler. Silver Edition kan ikke optage 4K med 30fps, ”kun” 2,7K med 30fps. Silver kan heller ikke optage slowmotion 1080p med 120 billeder i sekundet. Til gengæld kan den findes til under 3.000 kroner og har du ikke brug for alle Black Editions ekstra funktioner, så er Silver Edition det bedste bud i vores bog.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.