ElbilerTophistorie

Gratis lynladning hos Norlys på mandag

Mandag åbner Norlys den første af 15 planlagte ladeparker, og det markeres med lynladning til 0 kroner.

Energi- og telekoncernen Norlys har ambitioner om at blive en af de store ladeoperatørter. På mandag åbner selskabet den første af femten planlagte lynladeparker – og det fejres med gratis lynladning på lokationen, mens prisen sættes ned til 1 krone per kWh på Norlys’ øvrige lynladere.

Den nye ladepark er placeret på Drejebænken ved Odense og er bestykket med 10 styk 300 kw-lynladere, hvor 20 elbilister kan lynlade samtidig.

 

– Drejebænken er et trafikalt knudepunkt, og derfor er det oplagt, at den første af en række Norlys-ladeparker opføres her, siger Ellen Trolle, der er direktør i Norlys’ ladestanderforretning.

Norlys håber også at lokke elbilister til sine ladeparker med forskellige tiltag. På samtlige 15 Norlys-ladeparker vil man kunne købe drikkevarer, mad og snacks eller strække ben i et grønt område.

 

Lynladning og interaktive aktiviteter

Fem af de 15 lokationer – herunder Drejebænken – vil også blive udstyret med et oplevelsesunivers, der er skabt i samarbejde med Experimentarium. Her kan børn (og barnlige sjæle) slå ladetiden ihjel med en række interaktive aktiviteter, der sætter fokus på en grøn fremtid.

– Vi håber selvfølgelig, at når børnene i fremtiden spotter det røde Norlys-logo fra bagsædet, så vil de tigge deres forældre om at tage ladepausen hos os, fordi vi gør det sjovt og inspirerende at holde pause. Vi håber, at vi kan sætte tanker i gang hos store som små og give inspiration til gode dialoger i bilen på vejen videre, siger Ellen Trolle.

For at markere åbningen af Norlys’ første ladepark vil det fra klokken 12 på indvielsesdagen 22. april og et døgn frem være muligt at lade til 0 kroner på Drejebænken og for 1 krone per kWh på Norlys’ øvrige lynladere ved betaling med appen Norlys Opladning, med Norlys ladebrik eller med kreditkort ved standeren.

 

Her kommer de første 15 Norlys-ladeparker:

  • Vejle*
  • Vordingborg*
  • Aarup*
  • Brønderslev*
  • Odense*
  • Rønde
  • Engesvang
  • Fuglebjerg
  • Gørlev
  • Gørløse
  • Ikast
  • Køge
  • Næstved
  • Tønder
  • Aars

*Disse ladeparker bliver opført med et oplevelsesunivers udviklet af Experimentarium, mens de øvrige opføres med aktiviteter i mindre skala.

Læs også: Norlys vil opsætte 300.000 ladestandere i hele landet.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.