Det skabte en del furore, da Tom Hanks-filmen Greyhound blev ændret fra biografpremiere til streaming-ditto eksklusivt på Apple TV+. En manøvre, der angiveligt kostede Apple den dette sum af 75 mio. dollars – knapt 500 mio. kroner. Men det lader til, at investeringen har givet pote.
Apple deler ikke tal for sin streamingtjenester, men websitet Deadline har talt med kilder “tæt på Apple” og de hævder, at Greyhound havde lige så mange seere i weekenden, som en typisk sommerpremiere i biografen. Det skulle så have resulteret i den bedste weekend for Apple TV+ nogensinde. Greyhound fik premiere fredag den 10. juli.
Hvad der er endnu bedre for Apple er, at 30 procent af de seere, der streamede filmen i weekenden, er nye abonnenter på Apple TV+. Apple håber naturligvis at en stor del af disse vil fortsætte med at abonnere på tjenesten.
Satser på egne produktioner
Apple TV+ er væsentlig anderledes skruet sammen end eksempelvis Netflix eller HBO. Der er kun omkring 30 titler på hylderne, for Apple har satset på at kaste penge efter store egenproduktioner frem for at fylde hylderne med et stort bagkatalog, der – sandsynligvis – også ville kunne ses hos konkurrenterne.
Apple har for nyligt indgået væsentlige aftaler om film med eksempelvis Martin Scorsese, der har fået 200 mio. dollars til at realisere et filmprojekt med Leonardo DiCaprio og Robert De Niro. Selskabet har også kastet 120 mio. dollars efter en film med Will Smith. Begge projekter bliver filmet næste år.
Greyhound er som sagt tilgængelig for abonnenter på Apple TV+ nu. Den handler om en amerikansk kaptajn (Tom Hanks), der skal lede en international konvoj af 37 skibe over Atlanten og kæmpe mod tyske u-både undervejs. Filmen er “inspireret af virkelige hændelser” og understøtter både Dolby Vision og Dolby Atmos.