Et intelligent hjem er kun sjovt, hvis de enkelte enheder kan tale sammen – og det er lige hvad Apples HomeKit er lavet til. Adskillige populære smarthome-produkter – deriblandt termostater, dørlås og kameraer – er HomeKit-kompatible, og takket være Apples krav om at HomeKit-enheder skal være lette at installere, så kan du få nye enheder op at køre på få minutter. Herefter kan enheden betjenes via en app på din iPhone, iPad, Apple Watch eller endda via stemmekommandoer til Siri.
HomeKit kræver ikke at du har en central hub eller computer der styrer det hele. Det eneste, du behøver, er din iOS-enhed, Apples Hjem-app og et eller flere HomeKit-kompatible produkter. Når det er sagt, så bliver hele opsætningen mere funktionel hvis du har et Apple TV eller en iPad der ikke forlader hjemmet; så kan du nemlig styre dit intelligente hjem når du er væk hjemmefra. Det åbner også for muligheden for at lave automatiske hændelser, der får enhederne til at reagere automatisk ved bestemte hændelser baseret på for eksempel tid, geolokation eller sensorer.
Hjem-app’en på Mac-computeren. Undertegnede har eksempelvis installeret intelligent varmestyring, der automatisk skruer ned for varmen, når jeg forlader mit hjem – og skruer op igen, når jeg er på vej hjem.
Hvad er HomeKit? HomeKit blev introduceret i 2014 og er Apples løsning til at binde intelligente enheder sammen. Tanken er, at producenterne integrerer HomeKit i sine produkter, der så kan tale med hinanden på tværs, ligesom produkterne kan betjenes via alle Apple-enheder; fra iOS over Mac-computere til Siri. I iPhone-app’en Hjem kan alle produkterne konfigureres på tværs af hjemmets rum.
Produkter, der understøtter HomeKit, er udstyret med følgende mærkat på indpakningen:
Der findes alternativer til HomeKit; primært fra de (relativt) nye stemmestyrede højttalere såsom Amazons Echo, med den digitale assistent Alexa, og Google Home med Google Assistant. Men nogle – heriblandt undertegnede – vil mene, at Apples HomeKit er mere sikkert, har bedre beskyttelse af privatlivet og kan håndtere mere effektive interaktioner til smarthome-brug. Husk at både Google og Amazon lever af at indsamle informationer om dig – det gør Apple ikke.
Ulempen ved HomeKit, specielt i forhold til Alexa, er, at Siri slet ikke er lige så udviklet en digital assistent. For eksempel kræver kommandoer ofte lidt længere og mere rigide sætninger for at aktivere enhederne i det intelligente hjem.
Og så er der jo det faktum, at HomeKit er lukket land for Apple-brugere. Det får vi nok ikke Apple til at lave om på.
Men er du med på de spilleregler, så åbner HomeKit altså for en ret nem måde at koble enheder sammen i det intelligente hjem. Herunder har vi samlet en liste over det HomeKit-kompatible udstyr, vi synes bedst om, her i starten af 2019. Enhederne er for overblikkets skyld inddelt i følgende kategorier:
Intelligent belysning Dørklokker og -låse Varmestyring Sikkerhed Intelligente vinduer INTELLIGENT BELYSNING Philips Hue Outdoor Intelligent belysning er ofte det første skridt, når der skal oprettes intelligent hjem og førertrøjen på den front tilhører Philips Hue, der har været på markedet i årevis og har et efterhånden kolossalt produktkatalog. Under CES 2019 i januar blev der føjet nye udendørsprodukter til kataloget – ikke mindst en udendørssensor, der er vejrbestandig og virker på batterier. Så kan du få tændt lyset i entreen automatisk, når du kommer hjem en mørk januaraften. Ud over sensoren kunne Philips præsentere en serie af nye udendørslamper og projektører. Vi har skrevet mere uddybende om dem her .
IKEA Trådfri Et andet lysstyringssystem, der har vind i sejlene er IKEAs Trådfri, der er en direkte konkurrent til Philips Hue. Prisen er billigere, men produktkataloget kan endnu ikke matche Philips. Det er heller ikke lige så avanceret som Hue i forhold til tredjeparts-apps og lignende, men det kan kobles op til HomeKit uden problemer. Læs vores anmeldelse af IKEA Trådfri her.
Belkin Wemo Lyskontakter Belkin har også lavet intelligente produkter i årevis, men er først sidste år begyndt at understøtte HomeKit. På CES kunne Belkin fortælle, at de lancerer to nye lyskontakter, der er HomeKit-kompatible direkte fra æsken – uden brug af Wemo Smart Bridge. Ifølge pressemeddelelsen kommer der både traditionelle topolede og trepolede kontakter og de skulle ramme butikshylderne i foråret eller starten på sommeren, loves det .
Nanoloeaf Canvas Nanoleaf Canvas er fliser med lys. De er 15 x 15 centimeter store og kan sættes sammen på alle tænkelige måder, hvorefter lyset kan styres via enten Nanoleafs egen app eller Apple Hjem.
De kan naturligvis lyse i alle regnuens farver og hver enkelt flise kan tildeles sin egen farve. De kan endda skifte farve, hvis du berører dem – og pulsere i takt med musik via et indbygget Rhythm-modul, der lytter til musik i rummet.
Nanoleaf Canvas er i butikkerne nu og kan fås i en startpakke med ni fliser, samlestykker, strømforsyning og dobbeltklæbende tape.
DØRKLOKKER OG -LÅSE Netatmo Smart Video Doorbell Netatmos intelligente dørklokke kobler sig på dit wifi-netværk og virker med Apples HomeKit – og dermed Siri. Når nogen ringer på, kan du vælge at få et videoopkald til din smartphone, hvis du ikke er hjemme. Løsningen bruger ringeklokkens indbyggede kamera og mikrofon, så du kan kommunikere direkte med personen foran hoveddøren – også selv om du er på ferie i Timbuktu.
Du kan også aktivere en funktion, så du får besked, hvis ringeklokken opfanger bevægelse foran din hoveddør uden at der bliver ringet på. Fikst, hvis nogen overvejer at bryde ind i dit hjem.
I modsætning til andre løsninger er Netatmos dørklokke ikke abonnementsbaseret. Den kan gemme video på enten et lokalt microSD-kort eller på din Dropbox. Eneste minus er, at den kræver installation med elektricitet – men Netatmo hævder, at det ikke kræver eksperthjælp. Dørklokken kommer på markedet i løbet af første halvår.
Robin Proline Doorbell Hollandske Robin Proline Development har udviklet en lignende løsning, men pakket den ind i aluminium og givet den lidt ekstra funktioner, såsom et baggrundsbelyst navnskilt. Den får strøm via netværkskablet. Produktet blev annonceret på CES og er tilgængelig nu. Men med en prislap på godt 5.000 kroner … gys. Læs mere her .
Danalock V3 HomeKit Danske Danalock fra Århus er den første og eneste låseproducent i Europa, der er sluppet gennem Apples nåleøje og ud på hylderne i deres Apple Stores. Ja, faktisk var danskerne den første intelligente lås, der virkede med Apples HomeKit-standard. Brugerne kan tilpasse og administrere Danalock V3 låsen via én enkelt app – Apples Hjem app, hvorfra de kan give nøglefri adgang til familiemedlemmer og venner. For yderligere bekvemmelighed kan Danalock V3 forbindes med andre HomeKit tilbehør, såsom kameraer, lys, termostater, kontakter og sikkerhedssystemer. Du kan læse vores anmeldelse af Danalock V3 Homekit lige her.
VARMESTYRING Tado Smart Radiator Thermostat Tados intelligente varmestyring inkluderer ikke alene en central termostat, men kan i stedet installeres direkte på radiatorerne, der så kan fjernstyres fra Hjem app’en. Tado Smart Radiator-systemet består grundlæggende af tre elementer: En trådløs termostat, der kan monteres på stort set alle typer af radiatorer, en app til mobiltelefonen og så en bridge der sørger for, at termostaterne kan kommunikere med app’en. Opsætningen er nem og kræver ikke professionel hjælp. Til forskel fra det konkurrende system fra Netatmo, så har Tado automatisk geofencing, hvilket betyder, at systemet selv skriver ned for varmen, når du tager hjemmefra. Til gengæld koster det et fast abonnement, hvis du vil have adgang til avancerede funktioner. Vi har skrevet en anmeldelse af Tado Smart Radiator Thermostat Starter Kit her.
Netatmo Smarte Radiatortermostater En anden varmestyringsløsning er Netatmos Smarte Radiatortermostater, der udmærker sig ved at være gratis i brug, når først investeringen er gjort (intet abonnement, som hos Tado). Til gengæld er løsningen ikke lige så avanceret som Tado. Du kan læse vores anmeldelse af systemet her.
SIKKERHED Netgear Arlo Pro 2 Arlo-produkterne fra Netgear har først fået HomeKit-integration for nyligt. I skrivende stund er det kun Arlas babylarm, der kan kobles til Hjem. Men under CES meddelte Arlo, at også sikkerhedskameraet Arlo Pro 2 får HomeKit-integration via en softwareopdatering i løbet af første kvartal i år. Det betyder, at billeder og video fra kameraet vil kunne ses på alle de iPhone, iPad og Mac-enheder, der er knyttet til kontoen, ligesom du kan få besked, hvis kameraet opfanger bevægelse. Kameraet kan desuden bruges som trigger , så du for eksempel kan tænde lyset, når der er bevægelse.
Vi skrev en anmeldelse af Arlo Pro 2-systemet inden HomeKit-integrationen blev annonceret – den kan du læse her .
Eve Smoke Eve Smoke sender vital information til din håndflade. Dobbelt fotoelektrisk røg og termisk differential sensorer detekterer både ulmende og levende flammer. Et enkelt blik på appen kan også fortælle om din enhed virker som den skal. Du kan endda koble flere Eve Smoke-alarmer sammen med hinanden i dit hjem. Banditten koster knapt en tusindlap og kan findes på nettet. Læs mere om Eve Smoke .
Eve Door & Window Smart lille sensor, der kan monteres på døre eller vinduer. Så behøver du aldrig mere spekulere over, om du huskede at lukke terrassedøren eller vinduet i gæsteværelset inden du drog på weekend. Det betyder også, at du kan få din HomeKit-kompatible varmestyring til at skrue ned for varmen, når du åbner vinduer for at lufte ud. Et sæt kan købes for omkring 300 kroner. Læs mere hos Evehome.com .
INTELLIGENTE VINDUER Velux Active Danske Velux, der vel nok er bedst kendt for sine ovenlysvinduer, har lavet Velux Active, en “intelligent indeklimakontrol” der kan tale med de motoriserede Velux Integra-vinduer. Det betyder, at Active kan åbne vinduerne, hvis indeklimaet bliver for dårligt. Intelligente sensorer overvåger konstant temperatur, fugtighed og CO2 og åbner eller lukker vinduerne efter behov. Integrationen med HomeKit betyder også, at du kan bede Siri om at åbne eller lukke for specifikke vinduer. Læs mere om Velux Active og Velux Integra hos Velux .
IKEA Fyrtur og Kadrilj Svenske IKEA burde allerede nu have lanceret sin to intelligente persienner, Fyrtur (mørklægningspersienne) og Kadrilj, men lanceringen er skudt til sommer pga. firmware-udfordringer . Da persiennerne kan kobles på Trådfri-løsningen (se under belysning) kan de også kommunikere med HomeKit-kompatible enheder. Du kan altså tænde lysere og sænke persianerne med en enkelt kommando til Siri.
Er der nogen, vi har glemt? Giv os et tip i kommentarfeltet nedenfor …