OnePlus har været på scenen for at præsentere årets aftapning af topmodeller. Herhjemme kom der to modeller, nemlig OnePlus 9 og OnePlus 9 Pro og de er begge udstyret med et kamerahus med Hasselblad-logo. Men hvad er egentlig forskellene mellem de to 9’ere, ud over den klækkelige prisforskel på 1.500 kroner?
På overfladen er de to modeller måske nok forholdsvis ens, men dykker man lidt ned i maskinrummet, er der væsentlige forskelle. Læs med her, hvor vi gennemgår de to OnePlus 9-modeller.
Skærmen Skærmene på både OnePlus 9 og 9 Pro er begge OLED-skærme med 120 Hz skærmopdatering, men her holder lighederne også op. Skærmen på 9 Pro er større, har højere opløsning og er mere avanceret. Den har desuden afrundede kanter, mens skærmen på 9’eren er helt “flad”.
Mere interessant er det, at den dyrere 9 Pro har en skærm med den nye OLED LTPO-teknologi, der gør det muligt at hæve og sænke opdateringsfrekvensen efter behov. Der er ingen grund til at opdatere skærmen 120 gange i sekundet, hvis du sidder og læser en bog eller kigger på et billede. Til gengæld må der gerne være knald på, hvis der skal games.
Det suger batteri hver gang skærmen opdateres, så jo færre gange det sker, jo længere mellem opladningerne. I hvert fald i teorien, for der er mange parametre, der spiller ind: I dette tilfælde “ædes” LPTO-fordelen nemlig af den højere opløsning, der også kræver mere strøm.
OnePlus 9 OnePlus 9 Pro Skærmstørrelse 6,5 tommer 6,7 tommer Opløsning 2.400 x 1.080 (FHD) 3.168 x 1.440 (QHD) Opdateringshastighed 120Hz 1Hz-120Hz Lysstyrke Op til 1.100 nits Op til 1.300 nits Farvedybde – 10-bit
Ydelsen Både 9 og 9 Pro er bestykket med det nyeste Qualcomm Snapdragon 888-chipset med LDDR5 RAM og UFS 3.1 filsystem. Der er, med andre ord, ikke nogen synderlig stor forskel i ydelsen på de to modeller, der da også scorer nogenlunde ens i Geekbench 5-målinger. Så ens, at du aldrig vil mærke nogen forskel i daglig brug.
Den store forskel er i stedet, hvilken variant, du skal vælge. Både 9 og 9 Pro fås med enten 8 gigabyte RAM og 128 gigabyte lagerplads eller 12 gigabyte RAM og 256 gigabyte lagerplads. De ekstra RAM betyder noget for hastigheden, men ikke vulgært meget.
Batteri og opladning En batteripakke på 4.500 mAh, bestående af to batterier, er standard på begge modeller. Det samme er muligheden for at lade batteriet lynhurtigt op igen via Warp Charge 65T og den medfølgende oplader. Den er pænt kvik: På under en halv time kan et “dødt” batteri oplades til fuld kapacitet (0-100 procent). Med kabel, forstås.
Begge telefoner kan også oplades trådløst, men her har 9 Pro en fordel. Den er nemlig udrustet med Warp Charge 50, der – som navnet afslører – kan lades med op til 50W. Den almindelige 9’er kan “kun” oplade med 15W via almindelig Qi-opladning.
Vil man udnytte den høje trådløse opladningshastighed på OnePlus 9 Pro, kræves dog, at man investerer i ekstraudstyr i form af Warp Charge 50W-opladeren, der koster 549 kroner oven i hatten. Men så har telefonen også en fin lænestol at opholde sig i …
Kameraerne Her sker der virkelig ting og sager, på trods af, at begge modeller er smykket med Hasselblad-logoet. Kun frontkameraet er identisk på dem begge – en 16-megapixel sag med en blænde på f/2,4. Men på bagsiden er kamerabestykningen vidt forskellige mellem de to.
OnePlus 9 har et 48-megapixel hovedkamera, baseret på Sony IMX689-sensoren. Den har derudover en 50-megapixel ultravidvinkel baseret på Sony IMX766, såvel som et 2-megapixel sort/hvidt kamera. Altså tre linser i alt.
OnePlus 9 Pro, derimod, er mere avanceret med fire linser. Den har godt nok samme 50-megapixel vidvinkel og 2-megapixel sort/hvid-linse, og hovedkameraet er ligeledes på 48-megapixel. Men det er til gengæld baseret på den mere avancerede Sony IMX789-sensor, der har optisk billedstabilisering og er specielt udviklet til 9 Pro. Den har også en ekstra 8-megapixel telefoto-linse, som ikke er på 9’eren – og den giver 9 Pro en fordel i forhold til zoom.
Når det er sagt, så tager begge modeller ganske kompetente billeder; ikke mindst takket være den nye farvekalibring, kaldet Natural Color Calibration with Hasselblad , der giver mere naturtro farver (i min optik). Men vil du have et kamera, der kan begå sig mellem de bedste Android-modeller, så er det altså 9 Pro, der skal spares op til.
Herunder har vi forsøgt at gøre kameraforskellene mere overskuelige (ændringer er markeret med fed):
OnePlus 9 OnePlus 9 Pro Frontkamera (selfie) Sensor: Sony IMX471 16 megapixel Pixel Size: 1.0μm Elektronisk billedstabilisering Autofocus: FixedFocus Blænde: f/2.4 Sensor: Sony IMX471 16 megapixel Pixel Size: 1.0μm Elektronisk billedstabilisering Autofocus: Fixed Focus Blænde: f/2.4 Hovedkamera Sensor: Sony IMX689 Sensorstørrelse 1/1,43” 48 megapixel Pixel Size: 1.12μm/48M + 2.24μm (4 i 1) / 12M Elektronisk billedstabilisering Brændvidde: 23 mm Blænde: f/1.8 Sensor: Sony IMX789 Sensorstørrelse: 1/1,43” 48 megapixel Pixel Size: 1.12 μm/48M + 2.24 μm (4 i 1)/12M Elektronisk billedstabiliseringOptisk billedstabilisering Brændvidde: 23 mm Blænde: f/1.8Ultravidvinkel Sensor: IMX766 Sensorstørrelse: 1/1.56” 50 megapixel Brændvidde: 14 mm Blænde: f/2.2 Sensor: IMX766 Sensorstørrelse: 1/1.56” 50 megapixel Brændvidde: 14 mm Blænde: f/2.2 Monokrom 2 megapixel 2 megapixel Telefoto – 8 megapixel Pixel Size: 1.0 μm Blænde: f/2.4
Vil du primært skyde video, er der ikke voldsomme forskelle. Begge modeller kan optage video i 8K med op til 30 billeder i sekundet. Til gengæld kan 9 Pro optage 4K-indhold med op til 120 billeder i sekundet, 9’eren makser ud ved 60 billeder i sekundet. De 120 fps er gode, hvis man vil optage 4K-indhold i slowmotion.
Farver og priser OnePlus 9 kommer i tre farver, der alle er inspireret af naturen – Winter Mist, Arctic Sky og Astral Black . OnePlus 9 Pro kommer i tre naturinspirerede farvekombinationer – Morning Mist, Pine Green og Stellar Black . Begge modeller fås i to varianter med 128/256 gigabyte lagerplads.
OnePlus 9 Pris OnePlus 9 Pro Pris 8 gigabyte / 128 gigabyte 5.499 kr. 8 gigabyte / 128 gigabyte 6.999 kr. 12 gigabyte / 256 gigabyte 6.199 kr. 12 gigabyte / 256 gigabyte 7.999 kr.
Læs også vores anmeldelse af OnePlus 9 Pro med masser af kameraeksempler.