Hvis du ikke allerede har aktiveret tofaktor-godkendelse på din Facebook-profil, er der en god anledning nu. Telefonnumre og personlige data på mere end 553 millioner Facebook-brugere er nemlig blevet lagt ud på nettet, hvor alle og enhver kan hente dem.
Dataene indeholder telefonnumre, Facebook ID, for- og efternavne, lokationer, fødselsdage, biografier og, i nogle tilfælde, endda de tilknyttede email adresser. Hele 639.841 danske brugere er ramt af lækket, oplyser Alon Gal fra sikkerhedsfirmaet Hudson Rock, der har delt oversigter på Twitter.
De mange data stammer fra et sikkerhedshul, der blev udnyttet i starten af 2020. Siden har dataene været til salg for interesserede, men nu er samtlige data levet gjort frit tilgængelige. Facebook har forlængst lukket hullet, men har endnu ikke kommenteret datalækket, der menes at være det værste i Facebooks historie.
Det er langt fra første gang Facebook har været i problemer. Under en anden episode i 2020 havde tusinder af udviklere adgang til data fra inaktive Facebook-brugere.