“Hvorfor kun spille på en enkelt hest når man kan sætte penge på hele banden,” synes tanken at være hos Harman – der i øvrigt for nylig er blevet opkøbt af Samsung. På IFA i Berlin har de netop lanceret en hel bunke forskellige “smarte” højttalere der arbejder sammen med de digitale assistenter.
Cortana, Google Assistant, Alexa
Serien af højttalere består af hele tre forskellige produkter, der hver kan snakke med deres egen digitale assistent. Du skal med andre ord finde dig i at vælge højttaler ud fra, hvilken digital assistent du bruger. Højttalerne fungerer dog også som ganske almindelige bluetoothhøjttalere, så hvis du senere skifter system vil du altså stadig kunne bruge højttalerne – men må altså undvære den digitale assistent.
Kommer ikke på dansk fra starten
Som det efterhånden er standard, så går der noget tid før vi ser højtalere med digitale assistenter på dansk. Det er der en meget god grund til; de forstår simpelthen ikke vores sprog endnu. Der er dog rygter om, at flere af de største assistenter vil blive i stand til at tale vores – og de andre nordiske sprog – i starten af næste år. Eftersom de tre højttalere ikke kommer i Danmark endnu, er der heller ikke nogen dansk pris på dem endnu.