HBO Max

HBO-hackere truer tjenesten med millionkrav

Som vi har skrevet, blev afsnit fire af Game of Thrones lækket efter HBO blev udsat for et større hack, der lænsede streamingtjenestens servere for en masse digitalt indhold.

Hackerne hævder, de har 1,5 Terabyte data

Hackerne lækkede kommende afsnit af Ballers og Room 104 samt flere helt nye serier. Siden har hackerne hævdet, at de havde adgang til 1,5 Terabyte data fra HBO’s servere og sendt et link til medierne til en samling af HBO-dokumenter, der bl.a. skulle rumme interne e-mails, adressebøger og et dokument navngivet ”Script GOT7”, som muligvis er manuskripter til syvende sæson af Game of Thrones, der kører lige nu og kun er nået til afsnit fire.

 

Ifølge Vox.com, så har det lækkede afsnit fire af Game of Thrones intet med hacket at gøre, men kom fra HBO’s indiske distributionspartner Star India.

Kræver løsepenge af HBO

Hackerne har ifølge nogle medier fremsat et millionkrav til HBO sammen med truslen om at frigive endnu mere indhold.

 

Det digitale indbrud minder om det, som skete hos et post-produktionsfirma sidste år, der bl.a. andet gik hårdt ud over Netflix. Eller om indbruddet i 2014 hos Sony, der kostede firmaet dyrt, da tusindvis af fortrolige (og i visse tilfælde pinlige) e-mails, film og manuskripter blev smidt på nettet.

I angrebet på Sony fik hackerne omkring 200 GB data, så hvis denne hackergruppes påstand om, at de har 1,5 Terabyte af HBO’s indhold er sand, så er det massivt.

Tvivlsom hackerspin

Der er dog grund til at tage alt, hvad hackerne selv fortæller med et gran salt. Udover at de er kriminelle i gang med at true sig til løsepenge og dermed interesseret i positivt spin om hackets størrelse, så kan magasinet Variety afsløre, at de i hvert tilfælde har ændret på en af filerne i den seneste udgivelse.

 

I følge rygterne skulle den seneste bunke udsendt data indeholde interne e-mails og bl.a. HBO-chef Richard Pleplers personlige adressebog, men ifølge Variety har hackerne selv ændret den pågældende fils navn. Tekst-filen indeholder en lang række interne adresser – bl.a. til bookning af mødelokaler og den slags chefer sjældent selv står for – men ikke en eneste adresse eller nummer på eksterne kontakter.

White hat/black hat

I hackernes rodede løsepengebrev tager de afstand til ”the Dark Overlord”, der i sin tid tog ansvaret for Netflix-hacket. Dark Overlord fik over 300.000 kroner fra det hackede produktionsselskab, men frigav alligevel materialet – efter sigende fordi man havde brudt aftalen og talt med FBI. Den nye hackergruppe omtaler sig selv som ”white hat hackers” og Dark Overlord som amatøragtige ”black hats”. Normalt bruges betegnelsen white hat om etisk hacking, der ikke skal gøre skade men i stedet afsløre dårlig sikkerhed og lignende – ikke om tyverier og krav om løsepenge.

Alvorligt for HBO

Men selv om hackerne har et lemfældigt forhold til sandheden, så er der ingen tvivl om, ud fra det vi har set, at hacket er bad news for HBO. HBO har ikke villet kommentere detaljer om hacket andet end at erkende, at der har været et alvorligt cyber-angreb, som er under efterforskning af FBI.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.