Henrik Fisker har på Twitter udgivet en række billeder af en ny, offroad-udgave af Fisker Ocean-elbilen, specielt rettet mod militæret og nødhjælpsorganisationer. Fisker Ocean Military Edition, som han kalder modellen, vil også blive mulig at købe for private.
Fisker mener, at Ocean-modellens lave tyngdepunkt og brede spor giver ekstra stabilitet og gør bilen til et perfekt nyttekøretøj, der kan bruges af internationale organisationer, der har brug for at indsætte redningsbiler i landdistrikter.
– Den kan også bruges som en militær version med nulemisson, til at transportere militært personale, da olie er en af de største udgifter for militæret, siger han til det legendariske engelske tv-program TopGear.
Efter et indledende tweet, der viser en computertegning af den brutalt udseende bil bagfra (billedet øverst), har Henrik Fisker smidt et par ekstra billeder af bilen afsted. De kan ses her:
Danskeren præsenterede sin Fisker Ocean elbil under CES 2020 i januar måned. Bilen, som han kalder ”verdens mest bæredygtige bil” er en SUV der skal konkurrere direkte med Tesla Model Y. Den har blandt andet veganske og genbrugte materialer i kabinen og solpaneler på taget, der skal bidrage til batteriet.
Indtil videre er der kun produceret prototyper af Fisker Ocean, men ifølge planerne skal de første eksemplarer allerede leveres inden nytår og i løbet af 2021 skal der produceres 5.000 eksemplarer, hvorefter produktionen skal skaleres op. Læs meget mere om Fisker Ocean i denne artikel .
Her er tweetet fra Henrik Fisker: