Aston Martin har hevet tæppet af sin første produktionsklare elektriske bil, Aston Martin Rapide E. Den blev vist frem på Auto Shanghai motormessen i Kina tirsdag og er en fræk, strømlinet og fuldstændig elektrisk udgave af den populære V12’er Rapide AMR.
Det er næsten to år siden vi første gang skrev om Rapide E, men dengang var den endnu kun en krussedulle på tegnebordet; nu kan vi langt om længe se billeder af vidunderet, ligesom der er blevet frigivet detaljer om motoren.
Men inden du ringer til banken skal du vide, at der kun produceres 155 eksemplarer af Rapide E – og at prisen åbenbart ikke er noget, man snakker højt om. I stedet kan man sende en forespørgsel via Aston Martins hjemmeside. Meget diskret. Britiske medier mener dog at vide, at den vil koste omkring 2,1 mio. danske kroner – og dertil kommer afgifter.
For den eksorbitante sum får man en temmelig smækker bil med al, hvad der kan bimle og bamle. De analoge instrumenter i instrumentpanelet er erstattet med en 10-tommer skærm, hvor man kan følge batteriets status, genindvinding af bremseenergi, motorydelse og meget mere.
Forbrændingsmotoren er skiftet ud med en 65 kW batteripakke, der består af 5.600 lithium-ion celler. Batteriet giver en rækkevidde på 320 kilometer ifølge WLTP-standarden – og det kan lade 300 kilometers kørsel på en time ved hjælp af en 400V 50kW-lader, men bilen understøtter op til 800V med 100 kW eller mere.
De to elmotorer, der placeret på bagakslen, leverer en ydelse på 60 hk og et moment på 950 Nm. Topfarten er 250 km/t og den kan bankes op fra 0 til 100 på under fire sekunder. Overhalinger er ikke noget problem; Aston Martin Rapide E kan accelerere fra 80-110 km/t på 1,5 sekund.