Alkohol er skyld i hver fjerde dræbte i trafikken og næsten 10.000 europæere bliver dræbt om året alene i spiritusulykker. Men de tal kan falde drastisk, hvis en ny teknologi bliver udbredt i nye biler. Systemet kaldes Driver Alcohol Detection System for Safety, eller bare DADSS, og det er udviklet i et samarbejde mellem det amerikanske regeringsorgan National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) og bilindustrien.
I rattet placeres en sensor, der kan analysere førerens ånde. Samtidig er der placeret en sensor i tændingsknappen, der ved hjælp af en infrarød stråle kan måle alkoholprocenten gennem huden. Er alkoholprocenten for høj, vil bilen ikke starte og man må tage bussen i stedet.
Det tager mindre end sekund for sensorerne at bedømme alkoholprocenten, så det forsinker ikke turen.
Systemet er udviklet til at kunne blive monteret i biler som ekstraudstyr – på samme måde som Emergency City Brake, parkeringskameraer eller ABS-bremser. Det er altså bilindustrien, der skal frem i skoene, hvis systemet skal udbredes.
Der er dog en risiko for at systemet bliver forældet, inden det bliver kommercielt. Ifølge NHTSA vil der formentlig gå fem år inden systemet vil kunne implementeres, og til den tid forventer både Google, Tesla og Nissan at de førerløse biler er kørt ud på vejene …