Selskabet Skip har netop præsenteret et sæt “motoriserede benklæder” der skal hjælpe personer, der har brug for lidt ekstra kraft i benene. Mo/Go, som de hedder, har et indbygget exoskelet, der kan give 40 procent mere kraft i benene, ligesom de fjerner 15 kilo af bærerens vægt fra benene. Det hævder i hvert fald selskabet.
Bukserne er lavet i et samarbejde mellem Skip og selskabet Arc’teryx, der producerer udendørsudstyr. Udover motoren består produktet af et sæt kulfiberstænger og en specialdesignet udendørsbuks fra Arc’teryx.
Exoskelettet kan naturligvis afmonteres, når benklæderne trænger til en tur i vaskemaskinen. Det kan også justeres i længden, så det passer til brugeres højde – og så fortælles det, at motoren “lærer” brugeren at kende. Der er dog også knapper til manuel justering og betjening.
Foto: Skip. Batteripakken er placeret i en lomme på bukserne og kan skiftes ud, når det er nødvendigt. Batteriet holder til maksimal belastning op ad bakke i op til tre timer. Og ligesom på elbiler, genereres der energi til batteriet, når man bevæger sig ned ad bakke.
En pudsig krølle på historien er, at Skip er opstået fra den eksperimentelle Google X-afdeling, hvor der blev forsket i ting som rumelevatorer, robotprojekter og den berygtede selvkørende bil. Google har sindssyge mange penge, og Googles grundlæggere elsker store ideer. Da Google blev til Alphabet blev afdelingen omdøbt til “X” og udskilt som et selvstændigt Alphabet-firma.
Teaser-video, som Skip har lagt på Youtube. Men hvad er prisen så? Skips Mo/Go exoskelet er indtil videre kun tilgængeligt til forudbestilling mod et depositum på små 700 kroner. Den endelige pris bliver på 5.000 dollars (knapt 35.000 kroner). Selv om det er et betydeligt beløb, er de første to partier allerede udsolgt, meldes det. Derfor får man først sit exoskelet til i december 2025, hvis man forudbestiller nu.
Se mere på selskabets hjemmeside .