Under et stort event tirsdag præsenterede Volkswagen-ejede Cupra tre nye elektrificerede biler. Ikke mindst Cupra UrbanRebel, der bliver selskabets første mikro-elbil med en prislap på under 200.000 kroner. Den kommer på vejene i 2025.
Mikro-elbilen er Cupras pendant til Volkwagen ID. Life og bygges på den samme platform, nemlig MEB Small , der er en tilpasset udgave af Volkswagen-gruppens MEB-platform, som de nuværende ID-modeller bygges på. Også Skoda kommer med en elektrisk mikrobil på samme platform.
Den 4,03 m lange Cupra UrbanRebel bygges i et letvægtsdesign, bestående af biobaserede materialer og genbrugt plastik. Den bliver forhjulstrukken og får en 166kW stor elektrisk motor (226 hk), der kan accelerere bilen fra 0-100km/t på 6,9 sekunder. Rækkevidden bliver på flotte 440 kilometer, loves det.
Der er endnu ikke nogen officielle oplysninger om batteripakkens størrelse, men søsterbilen VW ID. Life får et batteri på 57 kWh, så mon ikke Cupra vælger samme løsning?
Cupra UrbanRebel (klik for at se større billeder). “Cupra UrbanRebel bliver det største projekt for vores virksomhed i de kommende år, da det er nøglen til vores transformation til et fuldt elektrisk mærke. Vi leder klyngeudviklingen, familien af køretøjer, der vil demokratisere bæredygtig bymobilitet, for forskellige mærker inden for Volkswagen-koncernen”, sagde Werner Tietz, vicepræsident for forskning og udvikling hos Cupra.
To ny SUV’er Ud over UrbanRebel præsenterede Cupra de to SUV’er Tavascan og Terramar. Tavascan er hel-elektrisk og bliver Cupras pendant til ID.4, Skoda Enyaq iV og Audi Q4 e-tron. Der var absolut ingen tekniske detaljer om denne, men den kommer på vejene i 2024, lover de.
Sidst præsenterede Cupra sin Terramar, der bliver den største af de tre. De kommer ikke i en hel-elektrisk udgave, men derimod som plugin-hybrid. Og som benzinbil. Også denne model kommer i 2024.
Cupra Tavascan, Cupra Terramer og Cupra UrbanRebel. Mere om de elektriske minibiler fra Volkswagen-gruppen: