OnePlus er klar til at præsentere deres næste flagskibstelefon, OnePlus 13, senere på måneden. Den officielle lancering følger kort efter, at Qualcomm afslører deres nye Snapdragon 8 Elite-chip, der bliver hjernen i den kommende smartphone.
Nu er der dukket tre billeder op i Kina, der viser designet af OnePlus 13 – og det giver os et første indblik i, hvad vi kan forvente.
Designmæssigt bygger 13’eren videre på forgængerens stil, men der er nogle markante forskelle. Kameramodulet er nu fritstående som en cirkelformet ø på bagsiden af telefonen, hvor det før var integreret med rammen.
Hasselblad-logoet er også flyttet, så det er mere markant. Det befinder sig nu ved siden af kameramodulet, over en elegant metalstribe, der bryder det ellers minimalistiske design.
Kameraopsætningen i OnePlus 13 er ikke mindre imponerende. Hovedkameraet på 50 megapixel er baseret på Sony Lytia LYT-808 sensoren, mens ultra-vidvinkelkameraet benytter Samsungs ISOCELL JN1. Derudover får telefonen et periskop-telefotokamera med 3x zoom, baseret på Sony Lytia LYT-600 sensoren. Det ligner et solidt set-up til alsidig fotografering.
Ud over kameraerne vil OnePlus 13 også komme med masser af hukommelse (op til 24GB LPDDR5X RAM), en stor batterikapacitet (6.000 mAh) og understøttelse af magnetisk trådløs opladning via Qi 2 standarden. Funktioner, der placerer den som en seriøs konkurrent i premium-klassen.
Præcis hvornår vi kan forvente at få OnePlus 13 til Danmark, er endnu uvist. Men med den forholdsvis tidlige kinesiske lancering er der en reel mulighed for, at den lander inden årsskiftet.