Masser af power, lang rækkevidde og et væld af eksklusive detaljer. Sådan beskriver Mercedes Benz den nye firmabilsfavorit Mercedes EQE, der har en rækkevidde på op til 645 kilometer. Prisen begynder i samme nabolag, bare i tusinde.
I første omgang kommer der to varianter af EQE til landet og de kan forudbestilles nu. Longrange-varianten EQE 350+ har 292 hestekræfter og en rækkevidde på op til 645 kilometer på en opladning. Prisen starter ved 675.000 kroner.
Den anden udgave, er den første af foreløbig to performancevarianter fra Mercedes-AMG, nemlig EQE 43 4MATIC med 476 hestekræfter og en rækkevidde på op til 533 kilometer på en opladning. Der skal findes mindst 1.080.000 kroner for at køre fra forhandleren i den.
Mercedes EQE 350+ når fra 0 til 100 kilometer i timen på 6,4 sekunder, mens Mercedes-AMG EQE 43 4MATIC klarer turen på bare 4,2 sekunder. Begge versioner er elektronisk begrænset til en topfart på 210 kilometer i timen.
Begge versioner leveres med tre års abonnement til opladningstjenesten Mercedes me Charge, som gør det muligt at lade “til attraktive priser” (citat: Mercedes) ved flere end 100.000 forskellige ladepunkter i hele Europa. Derudover er det muligt at lynlade til reduceret pris ved Ionity-netværket i ét år fra bilens første registrering.
Standardudstyr
Listen over standardudstyr omfatter blandt andet:
- Assistentpakke med adaptiv fartpilot.
- Blind Spot Assist.
- Active Lane Keeping Assist.
- Ambientebelysning med oplyste dørlister.
- Trådløs opladning af smartphone.
- Keyless Go samt MBUX Navigation Premium med navigation med Electric Intelligence, som automatisk beregner den optimale rute med indlagte ladestop undervejs.
Dertil kommer 19-tommer letmetalfælge og Electric Art interiør og eksteriør i EQE 350+, mens EQE 43 4MATIC byder på detaljer som Airmatic-luftaffjedring, Digital Light forlygter og AMG interiør og eksteriør med spoiler og 20-tommer AMG fælge.
I EQE 43 4MATIC er 3,6 graders aktiv bagakselstyring standardudstyr, mens den avancerede feature kan tilkøbes til EQE 350+.